Af Ritzau - 06/04-17 01:03; Opdateret: 06/04-17 08:46

537 nye landmænd kunne kalde sig økologiske i 2016537 nye landmænd kunne kalde sig økologiske i 2016

Mængden af hektarer brugt på økologisk landbrug steg med 21 procent i 2016. Tallet ventes også at vokse i år.

storybild

Flere hektarer end nogensinde før bruges på økologisk landbrug. (arkivfoto) (Billede: Scanpix/Annelene Petersen)

Der bliver brugt mere plads på økologiske grise, kyllinger og høns i Danmark. Fra 2015 til 2016 blev 37.000 hektarer omdannet til økologisk landbrug. Det udgør en stigning på 21 procent.

Tallene stammer fra Landbrug- og Fiskeristyrelsen. Dermed sætter de økologiske landmænd Danmarksrekord i at brede sig.

I takt med at de økologiske landbrug har bredt sig, er det blevet til 537 nye medarbejdere, så der nu er 3173 økologiske landmænd i Danmark.

Landbrug- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) glæder sig særligt over, at rekorden er sat af en "markedsdrevet" udvikling.

- Jeg er utrolig glad for, at vi ser en omlægning til økologisk landbrug, der er markedsdrevet. Det vil sige, at kunderne sikrer en efterspørgsel, for det er det, der giver stabilitet i den økologiske produktion, siger han.

Styrelsens tal kommer samme dag, som et økologisk erhvervsteam smider en bunke anbefalinger på ministerens bord. De skal "styrke den markedsdrevne udvikling".

Og ministeren ved allerede, at han vil lede efter tre slags forslag i bunken af anbefalingerne.

- Jeg leder efter at fjerne forhindringer for at kunne udvikle den økologiske produktion i Danmark. Jeg leder efter, hvilke forskningsanbefalinger man giver. Og jeg leder efter, hvilke markedstiltag man kan understøtte økologien med, så vi får en større afsætning, siger ministeren.

Ifølge en prognose fra interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer vil væksten i mængden af økologisk landbrug fortsætte i 2017.

Organisationen har kontaktet landets rådgivningscentre for landmænd, der overvejer at skifte til økologi. Det giver en forventning om, at der vil komme 22.000 nye hektar økologi i 2017.

- Der er rigtig mange landmænd, der lige nu overvejer, om de skal lægge om til økologi. Efterspørgslen på de økologiske varer stiger og stiger, og derfor er det en god forretning at producere økologisk, skriver Kirsten Lund Jensen, økologichef hos Landbrug & Fødevarer.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx