25/10-17 06:15

Danske pensionskasser kritiseres for at investere i TeslaDanske pensionskasser kritiseres for at investere i Tesla

Det holder ikke, at pensionskasser med fagforeningsledere i bestyrelserne investerer i Tesla, mener professor.

storybild

Arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet professor Henning Jørgensen mener, det slet ikke burde forekomme, at danske pensionsselskaber investerer fagforeningsmedlemmers opsparinger i selskaber, der forbyder fagforeninger. Scanpix/Chandan Khanna/arkiv

København. Otte danske pensionskasser har tilsammen investeret over 140 millioner kroner i den amerikanske elbilkoncern Tesla.

Det viser en opgørelse foretaget af Ugebrevet A4.

Investeringerne er sket, selv om Tesla forbyder fagforeninger, giver ringe løn og har mange arbejdsulykker.

Og det holder ikke, mener arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet professor Henning Jørgensen.

- I mine øjne bør pensionsselskaberne trække sine investeringer ud af et selskab, der undertrykker de ansatte og forbyder fagforeninger, siger han til Ugebrevet A4.

- Det er et spørgsmål om at komme ud så hurtigt som muligt, for man kan ikke som fagforening sætte penge i et selskab, der ikke accepterer retten til at organisere sig.

Forbundsformand i HK Kim Simonsen er næstformand i Sampension, der har investeret godt 16 millioner kroner i Tesla.

Selv om det er småpenge ud af selskabets pensionsformue på cirka 300 milliarder kroner, har Kim Simonsen det ikke særlig godt med Tesla-investeringen.

- HK-medlemmernes pensionspenge skal ikke fremme dårlige arbejdsvilkår. Tværtimod. HK-medlemmernes pensionspenge skal bruges til at presse Tesla til at indføre ordentlige vilkår for de ansatte, siger Kim Simonsen.

PensionDanmark, hvor blandt andre 3F og Dansk El-Forbunds medlemmer har deres pensionsopsparinger, har aktier til en værdi af cirka 47 millioner kroner i Tesla.

Direktør i PensionDanmark Jens-Christian Stougaard fortæller, at selskabet forsøger at lægge pres på Tesla.

- I august i år er der indledt en dialog om arbejdstagervilkår på Teslas fabrikker og hos Teslas underleverandører, siger han.

I pensionsselskabet PenSam, som administrerer pensioner for medlemmer af fagforbundet FOA, valgte man tidligere i år af etiske grunde at sælge sine aktier i Tesla. Det oplyser formanden for PenSam og FOA, Dennis Kristensen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx