Af Ritzau - 11/04-17 11:54

Tjek emballagen før du køber vitaminpillerTjek emballagen før du køber vitaminpiller

Hvis du køber vitaminpiller andre steder end på apoteket, kan det være en god idé at læse emballagen ekstra godt, mener ekspert i farmakologi.

storybild

Hvis du køber vitaminpiller andre steder end på apoteket, kan det være en god idé at tjekke, om dosis står anført på emballagen. (Billede: Scanpix/Bent Midstrup)

A, B, C, D, E og K.

Vitaminer er livsvigtige, og de skal helst komme via en sund og varieret kost. Men nogle gange er det ikke nok.

Her kommer vitaminpiller eller vitamindråber ind i billedet. Men hylderne bugner med valgmuligheder, og det kan være en god idé at se nøje på pakken, før du køber.

Producenter af vitaminpiller er nemlig ikke underlagt samme strikse regelsæt som medicinalfirmaer, der laver håndkøbs- og receptpligtig medicin, fortæller Ole Bjerrum, der er tidligere professor ved Institut for Drug Design og Farmakologi på Københavns Universitet.

- Selvfølgelig er der nogle ting, der skal være i orden, men i teorien kan enhver lave sine egne vitaminpiller baseret på naturpræparater, siger han.

Vitaminer, der bliver solgt på apoteker, skal overholde et regelsæt, der bliver kaldt for en farmakopé.

Men hvis vitaminpillerne ikke sælges på et apotek, er der færre regler, der skal følges.

Både når det kommer til indholdet af produktet, og hvor præcis indholdsfortegnelsen skal være.

Særligt helsebutikkernes hylder bugner med vitaminpiller og -dråber fra mindre virksomheder, der markedsfører pillerne som økologiske, danskproducerede eller lignende.

Dem kan man sagtens købe, men det kan være godt at tjekke et par ting:

- Hvis der står, hvor stor styrken er på etiketten, og der er et anerkendt firma bag, så er kvalitetsnormerne appliceret, siger Ole Bjerrum.

Det betyder, at du trygt kan købe dem. Ole Bjerrum forklarer, at firmaerne selvfølgelig ikke må skrive noget forkert på emballagen, men hvis de ikke har målt den præcise dosis på pillerne, undlader firmaerne ofte at skrive det.

Derfor er det godt, hvis der står på emballagen, hvor mange milligram vitaminer, der er per tablet, forklarer Ole Bjerrum.

Er vitaminerne samtidig produceret af et firma med mange år på bagen, så kan det også være et udtryk for kvalitet, siger den tidligere professor.

- Man skal være på vagt, hvis det er et lille naturfirma, som man slet ikke kender til, siger han.

Både Ole Bjerrum og Kaj Winther, som er professor ved Institut for Idræt og Ernæring hos Københavns Universitet, anbefaler, at man holder sig til vitaminer produceret af veletablerede firmaer, så man er sikker på, at vitaminerne er gode nok.

Kaj Winther ville ikke købe sine vitaminer andre steder end på apotekerne.

- Jeg går i boghandleren for at købe bøger, og på apoteket for at købe min medicin, siger Kaj Winther.

Fakta: Vitaminer eller ej

- Den kost, vi spiser i Danmark, burde kunne dække vores behov for vitaminer, så det ikke er nødvendigt at tage ekstra vitaminer ved siden af.

- Der er forskel på vitaminer og på kosttilskud. Vitaminer er nødvendige, mens kosttilskud ikke er. Det er blot en "bonus".

- Kvalitet og pris følger ofte hinanden, da ingredienser af høj kvalitet ofte koster mere.

- Ingen vitaminpiller vil nogensinde være dårlige for dig at spise, da det ikke er lovligt at sælge giftige produkter. De fedtopløselige vitaminer - A- og D-vitamin - er dog farlig i en ekstremt høj dosis, da kroppen ikke udskiller dem.

Kilder: Kaj Winther og Ole Bjerrum.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx