Af Ritzau - 08/06-17 14:44

Ekspert: Forbrugere er vindere i kædernes rivaliseringEkspert: Forbrugere er vindere i kædernes rivalisering

Detailkædernes kamp om markedet giver forbrugerne flere valgmuligheder, vurderer ekspert.

storybild

Netto står klar til at åbne op mod 40 nye butikker, der hvor der tidligere var Kiwi-butikker. Dermed lægger kæden fornyet afstand til konkurrenterne, vurderer detailhandelsekspert. (Billede: Free/Dansk Supermarked Group)

Det er et skarpt udskilningsløb, der sker i detailhandlen, vurderer eksperter.

Dansk Supermarked har meldt ud, at man overtager 81 lejemål, der tidligere var Kiwi-butikker.

Godt halvdelen af dem skal være nye Netto-butikker.

Dermed vil Netto være på vej til at runde 500 butikker, og kædens position cementeres, vurderer direktør Henning Bahr, Retail Institute Scandinavia.

- Hvis du tæller butiksantal og omsætning, så har Netto været nummer ét i klassen i mange år. Den position vil de forsvare og gerne udbygge, siger Henning Bahr.

I april meddelte dagligvarekoncernen Dagrofa, at man måtte opgive at tjene penge på de underskudsgivende Kiwi-butikker.

Man valgte således at dreje nøglen om for kædens 103 butikker.

Forrest i feltet blandt de tilbageværende fem discountkæder er Netto.

Men selv om Netto tilsyneladende opruster og lægger yderligere afstand til de andre konkurrenter, så kan discountgiganten ikke hvile på laurbærrene:

- Den store udfordrer er Rema 1000-kæden, der laver 10-15 nye butikker hvert år, siger Henning Bahr.

Lars Esbjerg, lektor på Aarhus Universitet, mener, at branchen er i gang med et udskilningsløb.

- Siden Lidl kom ind på det danske marked for omkring ti år siden, har de fleste kæder haft en ekspansionsstrategi, hvor de har åbnet nye butikker.

- Det har gjort, at der i dag er for mange discountbutikker, til at det er rentabelt at holde dem alle sammen kørende, siger han.

Den skærpede konkurrence mellem kæderne er umiddelbart godt for forbrugerne, vurderer han.

- Det stiller forbrugerne i en god situation. Den typiske forbruger har mange valgmuligheder, når de skal købe ind, det giver forbrugerne gode muligheder.

- Og der er ikke udsigt til at konkurrencesituationen ændrer sig fremover, for flere af kæderne vil fortsat ekspandere, siger Lars Esbjerg.

Også Henning Bahr vurderer, at den intense konkurrence ikke forsvinder foreløbig.

Men det er op ad bakke, specielt for Fakta og Aldi, der sidste år havde blodrøde tal på bundlinjen.

- Jeg tror, at vi i årene, der kommer, stadig vil se fem lavpriskæder, der kæmper om markedet.

- Så kan det godt være, at vi om et par år ser en ny runde, hvor man vil lukke nogle af de små, underskudsgivende butikker, siger Henning Bahr.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx