03/11-17 19:28; Opdateret: 03/11-17 21:04

Strejke koster cateringansatte op mod 70 kroner i timenStrejke koster cateringansatte op mod 70 kroner i timen

Arbejdsretten har fredag pålagt arbejderne fra Gate Gourmet at genoptage arbejdet, men strejken fortsætter.

storybild

Medarbejderne hos Gate Gourmet, der leverer mad til de flyrejsende, strejker. Strejken betyder, at mange af de selskaber, som flyver fra Københavns Lufthavn, ikke får leveret mad til passagererne om bord. Scanpix/Steffen Ortmann/arkiv

København. Strejken i Københavns Lufthavn fortsætter, hvor 500 ansatte fra cateringvirksomheden Gate Gourmet har nedlagt arbejdet.

Det er på trods af, at Arbejdsretten igen fredag har pålagt arbejderne at gå tilbage til arbejdet, fortæller Henrik Bay-Clausen, formand for Kastrup-afdelingen af 3F.

De strejkende, som ikke får lån under arbejdsnedlæggelsen, kan også se frem til at skulle betale en bod på 30-35 kroner i timen, mens nogle kan se frem til en skærpet bod på 65-70 kroner i timen.

- Samtidig har Dansk Arbejdsgiverforening meddelt, at der måske vil gå en besked til hver enkelt om, at de kan betragte sig selv som opsagt, siger Henrik Bay-Clausen.

- De har ikke sagt, at de vil gøre det, men de tager forbehold for det, siger han.

Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse startede tirsdag ved 15-tiden.

De ansatte er utilfredse med, at ledelsen i Gate Gourmet har opsagt en række lokalaftaler.

Ifølge 3F drejer aftalerne sig blandt andet om, at nogle ansatte over 50 år har ret til ekstra ferie.

Desuden er det en aftale om, at arbejdere over 55 år med lang anciennitet kan holde orlov med løn og få støtte til behandling hos kiropraktor eller fysioterapeut.

Natholdet skulle være mødt ind 20.30, og tillidsfolkene har fredag aften været ude hos de strejkende arbejdere for endnu en gang at opfordre dem til at genoptage arbejdet.

Men det har været uden held, fortæller Henrik Bay-Clausen kort før klokken 21.00.

Strejken betyder, at mange af de selskaber, som flyver fra Københavns Lufthavn, ikke får leveret mad til passagererne om bord.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx