04/09-17 08:04

Medie: Milliardindskud i Postnord skal købe ekstra tidMedie: Milliardindskud i Postnord skal købe ekstra tid

Ifølge Børsen forhandler den danske og svenske regering om at løse Postnords tjenestemandsproblem.

storybild

København. Den danske og svenske stat forhandler i øjeblikket om en løsning, der kan lægge et mere solidt økonomisk fundament under Postnord.

Ifølge Børsen er der et forslag på bordet, som skal tilføre den skrantende postvirksomhed mere end en milliard kroner.

Pengene er nødvendige, fordi en række tjenestemandsansatte med lange opsigelsesvarsler ifølge Postnords egen redningsplan skal afskediges som følge af, at der bliver sendt færre breve.

Avisens kilder fortæller, at Danmark og Sverige hver skal skyde mellem 500 og 600 millioner kroner ind i Postnord.

Et sådant indskud vil ikke løse alle Postnords problemer. Men omvendt vil det være tilstrækkeligt til at holde forretningen kørende i en tid.

Dermed undgår man ifølge Børsen også problemer med EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, som vil være meget opmærksom på, om der gives ulovlig statsstøtte.

Og selv om det ikke er en varig løsning, kan milliardindskuddet give mening.

Det mener Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

- Det her er ret beset en midlertidig løsning. Men det løser tidspresset.

- Nu handler det om at købe sig lidt tid til at få en reel strategi for den fremtidige drift op at stå, siger professoren til avisen.

Sverige ejer 60 procent af Postnord, mens Danmark ejer de resterende 40 procent.

Postnords regnskab for første halvår 2017 viste et underskud på 748 millioner svenske kroner i Postnord Danmark.

Det skyldes blandt andet, at brevmængderne er faldet med 23 procent på et år.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx