Af Silla Bakalus - 18/09-17 17:19

Caroline Fleming om ballade på Valdemars slot: - Det er som Titanic og isbjergetCaroline Fleming om ballade på Valdemars slot: - Det er som Titanic og isbjerget

Caroline Flemming har store problemer med at få familiens slot til at løbe rundt økonomisk.

storybild

Caroline Fleming kæmper med økonomien og fremtiden for Valdemars Slot. (Billede: Martin Sylvest Andersen)

Den tidligere baronesse Caroline Fleming og hendes familie har i årevis haft store problemer med at få familiens pragtejendom Valdemars Slot til at løbe rundt økonomisk. Og situationen er tilsyneladende ikke blevet nemmere, efter hun mistede sin far i begyndelsen af året.

Det fortæller tv-baronessen til Ekstra Bladet, hvor hun afslører, at hun og hendes søster står i en 'meget kompliceret situation'.

»Jeg tænker lidt, at det er som Titanic, der kolliderer med isbjerget, og at vi skal være rigtig forsigtig med de beslutninger, vi tager«, lyder det fra Caroline Fleming, der er født med det adelige efternavn Iuel-Brockdorff.

BT kunne allerede tilbage i januar fortæller, at der var ballade om slottet og dets økonomi. Et specielt dokument tilføjet regnskabet kaldet ' 'tillæg til selskabets ledelsespåtegning' afslørede, at Caroline Fleming og hendes far – den nu afdøde lensbaron Niels Iuel-Brockdorff -  tilsyneladende var uenige med resten af bestyrelsen om en større gældpost.

Det er ikke muligt ud fra regnskabet at se præcis hvilken gældspost, uenigheden drejer sig om, men af dokumentet fremgår det, at far og datter mente, at der 'fejlagtigt' var indregnet renteudgifter for over 700.000 kroner i det seneste regnskabsår, mens det året før skulle dreje sig om det halve.

Professor på Institut for økonomi og ledelse på Aalborg Universitet, Anders Drejer, udtalte i den forbindelse til BT:

»Det er en meget prekær situation. Det er ikke bare et spørgsmål om, at de er uenige. De er uenige om en større gældspost,« forklarede han.

Caroline Fleming er 11. generation på Valdemars slot, som hendes adelige familie altså har ejet gennem flere århundreder. Hun overtog 80 procent af slottet fra sin far i 2003, men solgte derefter slottet tilbage til sin far i 2011.

Det kendte slot har i årevis kæmpet med økonomien. Underskuddet for 2015/2016 endte på over 4,5 millioner kroner, mens familien året før måtte inkassere et underskud på knap 3,5 millioner kroner.

Den tidligere baronesse har tidligere fortalt, at hun vil gøre, hvad hun kan for at kunne beholde slottet i familien. Og det samme fortæller hun atter til Ekstra Bladet, hvor hun også fortæller, at hun - såfremt hun får muligheden – gerne vil omstrukturere slottet, så det fremover kan blive mere økonomisk bæredygtigt.

At Caroline Fleming gennem længere tid har kæmpet med økonomien, har hun ikke lagt skjul på. I et interview til Eurowoman tidligere på året fortalte hun, at pengenøden også er en af årsagerne til, at hun deltager i blandt andet det britiske tv-program 'Ladies of London':

»... Jeg syntes ikke, jeg havde noget valg med den situation, jeg sidder i. Det har været en betydningsfuld indtægtskilde,« sagde hun til Eurowoman.

I interviewet fortalte hun også, at hun ikke er i en position, hvor hun kan tage for store risici, ligesom hun ikke ejer taget over sit hoved.

Caroline Fleming blev i 2001 gift med den britiske rigmand Rory Fleming, der tilhører en af Englands rigeste familier. Parret fik sammen to børn, sønnen Alexander samt datteren Josephine.

Men lykken varede ikke evigt, og parret fik i 2008 tilladelse af den engelske familieret til at blive skilt. Der blev efterfølgende spekuleret i, om Caroline Fleming ville få halvdelen af eksmandens milliardformue ved skilsmissen.

Men da BT i 2010 undersøgte sagen, var baronessen endnu ikke blevet lovformeligt skilt fra eksmanden, hvilket ifølge den engelske skilsmisseadvokat Maeve O'Higgins  næsten kun kunne tyde på, at parret ikke kunne blive enige om økonomien.

Det har siden ikke været offentliggjort, hvorvidt parret vitterligt er blevet skilt og har fået delt formuen eller ej. Caroline Fleming har dog selv tidligere afvist, at hun skulle stå til at få 3,7 milliarder kroner ved skilsmissen, hvilket de britiske medier ellers skrev.

Ifølge regnskaberne for Valdemars Slot er Rory Fleming med i slottets bestyrelse.

Caroline Fleming har foruden de to børn med Rory Fleming også sønnen Nicolas med fodboldspilleren Niclas Bendtner.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx