10/01-18 08:12; Opdateret: 10/01-18 10:36

Inflationen stiger efter år med historisk lave prisstigningerInflationen stiger efter år med historisk lave prisstigninger

Det samlede forbrugerprisindeks steg 1,1 procent fra 2016 til 2017. Det er fortsat lavt, siger økonomer.

storybild

København. Efter flere år med historisk lav inflation i Danmark er forbrugerpriserne igen på vej op i et lidt hurtigere tempo.

Fra 2016 til 2017 steg det gennemsnitlige forbrugerprisindeks 1,1 procent. Det oplyser Danmarks Statistik.

Det er det højeste niveau siden 2012, hvor stigningen var 2,4 procent.

Fra flere økonomer lyder det, at inflationen koster i omegnen af 4000 kroner ekstra for en modelfamilie med to voksne og to børn i 2017.

Det er særligt udgifter til bolig, transport og fødevarer, der tynger ekstra i budgettet. Tøj, møbler og telefoni er derimod blevet billigere.

Men samtidig er der også kommet mere i den gennemsnitlige lønningspose, lyder det fra cheføkonom Signe Roed-Frederiksen, Arbejdernes Landsbank.

- Inflationsniveauet i 2017 er noget højere end i 2016, men fortsat på et meget lavt niveau. Prisstigningerne er faktisk så lave, at lønningerne generelt er steget mere end priserne - nemlig 2,3 procent.

Det siger Signe Roed-Frederiksen med henvisning til DA's seneste lønstatistik.

- Så når vi lægger det hele sammen, står det klart, at danskerne egentlig har en ret fin fremgang i det, der hedder reallønnen - altså lønstigning når man tager højde for, at priserne også stiger, siger hun.

Ifølge Kristian Skriver Sørensen, økonom i Dansk Erhverv, afspejler netop lønningerne sig i en del af stigningen i forbrugerprisindekset.

- Årsagen kan i høj grad findes i tjenester, hvor forbrugerpriserne er steget med to procent fra 2016 til 2017.

- De stigende forbrugerpriser på tjenester skyldes, at der er godt gang i den danske økonomi og manglen på arbejdskraft er ved at brede sig, hvilket trækker lønningerne op, skriver han i en kommentar.

I 2016 var inflationen nede på 0,3 procent. Det er det laveste niveau siden 1953.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx