Af Ritzau - 30/05-17 08:26; Opdateret: 30/05-17 13:51

Kamp om danskernes personlige pleje rammer overskud i MatasKamp om danskernes personlige pleje rammer overskud i Matas

Øget priskonkurrence betyder lavere indtjening hos Matas i regnskabsåret 2016/2017.

storybild

Matas er presset af hård konkurrence på markedet - primært inden for personlig pleje til hverdagsbrug, lyder det i regnskabet for 2016/2017. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Hos detailkæden Matas kan det mærkes, at der er kommet mere konkurrence på markedet for skønhedsprodukter og personlig pleje.

Matas kom ud af regnskabsåret 2016/2017 med et resultat før skat på 436 millioner kroner mod 477 millioner kroner året før. Det oplyser Matas i sit regnskab.

Butikkerne er presset af hård konkurrence på markedet - primært inden for personlig pleje til hverdagsbrug, skriver Matas i regnskabet.

- Dels via åbningen af et øget antal udsalgssteder med fokus på faste lave priser og dels af en intensiveret priskonkurrence, lyder det.

Konkurrencen fik tidligere på året Matas til at sætte gang i en ny strategi. Topchef Terje List peger på, at butikker er blevet moderniseret, ligesom der har været fokus på at fortælle kunderne om lave priser og på at udvikle kundeklubben Club Matas.

- Den samlede indtjening er på et lavere niveau end sidste år, hvilket primært kan tilskrives øgede omkostninger i forbindelse med implementering af 2020 strategien samt øget priskonkurrence i personlige pleje kategorien, siger Terje List i regnskabet.

Indtjeningen betegnes som "mindre tilfredsstillende". Men topchefen er tilfreds med, at det er lykkedes at øge omsætningen. Nettoomsætningen steg i 2016/17 med 1,1 procent til knap 3,5 milliarder kroner.

Matas-kæden i Danmark har 287 butikker fordelt på 276 egne butikker, en webshop samt 10 associerede butikker.

En del af konkurrencen på markedet kommer fra butikskæden Normal, der har slået sig op på at sælge parallelimporteret shampoo, kosmetik og slik. Normal øgede antallet af butikker fra 25 til 76 i 2016.

Matas er presset af Normal og også af supermarkederne, siger aktieanalytiker Frans Høyer fra Jyske Bank til Ritzau Finans.

Han mener dog, at Matas holder konkurrenterne stangen.

- Det er klart, at Normals fremfærd har udløst nogle konkurrencereaktioner - også i supermarkederne. Alt i alt er branchen mere konkurrencepræget end tidligere, men det virker som om, at det lykkes Matas at stabilisere tingene dette kvartal, siger Frans Høyer.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx