27/10-17 15:32; Opdateret: 27/10-17 17:31

Topchef ser lys fremtid efter omstilling af postforretningTopchef ser lys fremtid efter omstilling af postforretning

Dansk postchef venter sorte tal på bundlinjen i 2019 eller 2020, når storstilet omstillingsplan er gennemført.

storybild

Faldende brevmængder har ført til blodrøde tal på bundlinjen hos PostNord. Men chef for PostNord Danmark, Peter Kjær Jensen, ser en lys fremtid forude, når en omstillingsplan er gennemført. Free/Lars Schmidt/post Danmark/arkiv

København. Selv om PostNord kommer ud af tredje kvartal med et underskud på 171 millioner kroner, er forretningen på rette kurs.

Sådan lyder det fra Peter Kjær Jensen, chef for PostNord Danmark, efter at den dansk-svenske postvirksomhed fredag har aflagt kvartalsregnskab.

- Vi styrer mod at få vores omkostninger ned, så vi bliver konkurrencedygtige.

- Vi ved, vi har nogle fantastiske produkter, at vi har nogle dygtige medarbejdere, så selvfølgelig kommer vi til at tjene penge igen, siger han.

Han forventer, at selskabet får sorte tal på bundlinjen i slutningen af 2019 eller i løbet af 2020.

I sidste uge gav den danske og svenske regering hinanden håndslag på en redningspakke på 1,7 milliarder kroner.

Pengene skal blandt andet bruges til afskedigelse af tusindvis af medarbejdere, der er ansat på tjenestemandsvilkår.

Samtidig er postvirksomheden i gang med en stor omstilling, der betyder øget fokus på e-handel, logistik og pakkeudbringning.

Det betyder, at breve og pakker fremover bringes ud af samme bud, hvor der ellers har været både et pakkebud og et postbud.

- Vi lancerer en ny produktionsmodel, som danskerne ikke kommer til at mærke, men som internt giver os en kæmpe besparelse.

- Samtidig sætter vi turbo på vores e-handelsforretning rent kommercielt, siger Peter Kjær Jensen.

Det er de seneste års voldsomme fald i brevmængderne herhjemme, der har slået benene væk under PostNord.

Et fald, som Peter Kjær Jensen ikke havde set komme.

- Det er utroligt let at kigge bagud, men jeg tror ikke, man havde set, at brevfaldet ville være så kraftigt.

- Jeg ville da have ønsket, vi havde reageret hårdere og hurtigere, men det er altid let at pege fingre bagudrettet.

- Jeg er glad for, at vi nu har lavet en plan, der tager hårdt nok fat denne her gang, siger Peter Kjær Jensen.

Hos DI Transport, der er en organisation under Dansk Industri (DI), peger man på, at underskuddet på brevfordeling ikke må føre til ulige konkurrence på gods- og logistikområdet.

- Efter DI's opfattelse understreger udfordringerne på brevområdet klart behovet for, at vi har fuldstændig vandtætte skotter mellem PostNords aktiviteter på brevområdet og på gods- og logistikområdet.

- Det vil give de private pakke- og godsvirksomheder sikkerhed for, at der på det område er fri og lige konkurrence, siger branchedirektør Michael Svane i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx