Af Ritzau - 11/04-17 11:32

Priserne stiger stadig i Storbritannien efter brexitPriserne stiger stadig i Storbritannien efter brexit

Det britiske EU-farvel sætter fortsat sine spor i priserne, der er steget markant efter pundets fald.

storybild

Det bliver fortsat dyrere for briterne at købe ind efter brexit. (arkivfoto) (Billede: Free/Colourbox)

Inflationen i Storbritannien blev fastholdt på et højt niveau i marts. Det viser nye tal fra det britiske statistikbureau.

Forbrugerpriserne, der bliver brugt til at måle inflationen, steg med 2,3 procent i marts i forhold til marts sidste år. Det er samme stigningstakt som i februar. Før afstemningen om at forlade EU i juni sidste år lå inflationen på 0,8 procent.

- Inflationen har været stigende efter en periode med relativ lav inflation i 2015.

- Stigende priser på fødevarer, alkohol, tobak, tøj og services var de største faktorer, skriver ONS, Office of National Statistics.

Baggrunden for prisstigningerne er Storbritanniens beslutning om at forlade EU. Den svækkede det britiske pund markant. Med et svagere pund er det dyrere for britiske butikker og producenter at købe råvarer i udlandet.

Ifølge tallene er det på et år blevet mere end 15 procent dyrere for britiske producenter at købe råvarer.

De ekstra udgifter bliver i en vis grad sendt videre til forbrugerne i form af stigende priser.

Ifølge British Retail Consortium, BRC, mærker detailhandlen effekten af de højere priser, da briterne køber mindre ind.

Detailsalget faldt ifølge BRC med en procent i marts i forhold til marts sidste år, især trukket ned af tøj, legetøj og hårde hvidevarer.

Ifølge en undersøgelse foretaget af storbanken Barclays er over halvdelen af briterne mere bekymrede for stigende udgifter til dagligvareindkøb, end de var for et år siden.

- Mens tilliden til økonomien er blevet bedre de seneste seks måneder, er forbrugerne stadig fuldt opmærksomme på inflationens effekt på deres budgetter, sagde direktør hos Barclays Paul Lockstone tirsdag til The Guardian.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx