Af - 22/03-17 04:00; Opdateret: 22/03-17 11:43

Forsikringsselskaberne har fået nok: Danskerne svindler for milliarderForsikringsselskaberne har fået nok: Danskerne svindler for milliarder

Forsikringsselskaber jagter svindlere som aldrig før. Alene sidste år afslørede forsikringsselskabet Alm. Brand næsten 60 procent flere svindlere end året før.

storybild

Fingerede indbrud og ødelagte smartphones. Danskerne begår forsikringssvindel for hundredvis af millioner hvert år. (Billede: Scanpix/Sawaddeebenz)

Fingerede indbrud. iPhones, der meget påfaldende bliver stjålet simultant med, at Apple lancerer en ny model. Eller personer, der lemlæster sig selv for at få udbetalt erstatning.

Alene i 2015 afslørede forsikringsselskaberne i Danmark svindel for 488 millioner kroner, viser den seneste opgørelse fra brancheorganisationen Forsikring & Pension. Det er det største beløb siden 2009, hvor statistikken blev lavet første gang, og meget tyder på, at den opadgående tendens er fortsat ind i 2016.

Flere store forsikringsselskaber – Tryg, Alm. Brand, If og Topdanmark – melder således om travlhed i deres antisvindel- og efterforskningsafdelinger i det forgangne år. Alene hos Tryg blev der i 2016 afdækket svindel for omkring 100 millioner kroner mod knap 70 millioner kroner året før, mens antallet af efterforskede sager steg fra cirka 600 til godt og vel 1.000 i samme periode, oplyser Jesper Dall, chef for Trygs efterforskningsafdeling, som er bemandet med 12 efterforskere, heraf flere tidligere politibetjente.

- Det er heldigvis ikke vores indtryk, at danskerne svindler mere end tidligere. Men vi er blevet bedre til at opklare svindlen og har fået større fokus på det, siger Jesper Dall.

Også Alm. Brands anti-svindelenhed har haft et travlt 2016. Her er antallet af opklarede sager om forsikringssvindel steget med knap 60 procent fra 306 sager i 2015 til 481 sager sidste år, mens svindelbeløbet faldt en smule fra 53 millioner i 2015 til 48,3 millioner i 2016.

- Vores net er blevet mere finmasket, og vores it-systemer er blevet optimeret til endnu bedre at kunne opfange forsøg på svindel. Skadeanmeldelserne får i systemet en slags troværdighedscore, og er den lav, bliver sagen taget ud til manuel vurdering, siger skadedirektør i Alm. Brand Brian Wahl Olsen og tilføjer:

- Vi har som forsikringsselskab en forpligtelse til at gøre det svært for forsikringssvindlere. Vi vil ikke acceptere, at svindlere trækker penge ud af lommerne på ærlige forsikringskunder.

Han fortæller, at også 'mindre fisk', der for eksempel har meldt en iPhone stjålet, går i nettet.

- Vi bliver hele tiden bedre og hurtigere til at spotte mistænkelige episoder eller forklaringer, som ikke hænger sammen, siger Brian Wahl Olsen.

Hos TopDanmark ligger antallet af efterforskede sager ifølge kommunikationschef Jens Langergaard stabilt i 2015 og 2016, mens andelen af opklarede sager har været stigende de seneste år.

Forsikringssvindel er bedrageri og straffes med fængsel i op til otte år. Herunder kan du se et udpluk af svindelsager, forsikringsselskaberne har opklaret:

Kørte ben af med vilje
En 44-årig dansker får kørt sin fod af under et tog i Letland. Manden krævede en erstatning på 12,4 millioner kroner fra Tryg, TopDanmark og Gjensidige Forsikring. Videooptagelser fra jernbanestrækningen afslørede imidlertid, at manden selv havde lagt sit ben op på skinnerne, og Glostrup Ret gav sidste år forsikringsselskaberne medhold i, at manden ikke var berettiget til erstatning. Manden, der er førtidspensionist, brugte i øvrigt påfaldende mange penge – 55.000 kroner om året – på at forsikre sig. Tilbage i 2000 fik han ni millioner kroner i erstatning, efter han mistede en arm i en rundsav.

Tog billede af tæppe i butik
En mand melder et ægte tæppe stjålet fra sin bolig. Alm. Brands skadebehandler undrer sig over, hvordan det foto af tæppet, som kunden sender som dokumentation for at have ejet tæppet, er taget. Det ligner, at det er taget i fugleperspektiv fra en vinkel helt oppe under loftet. Skadebehandleren tager ud for at besøge kunden. Han er ikke hjemme. Lige overfor ligger der en tæppeforretning. Skadebehandleren går ind, og på butikkens ene væg hænger tæppet.

Forskellige forklaringer
To mænd kører galt i en firmabil. Det viser sig, at en af dem umiddelbart inden har købt ulykkesforsikringer i fire forskellige selskaber med høje dækningssummer. Derudover var der flere andre forsikringer på Liv & Pension-området involveret. Undersøgelser viser, at der er stor forskel på de to personers udlægning af uheldets omfang, og hvad der faktisk er sket. Samlet besparelse i sagen: cirka 11 millioner kroner.

Tog billeder dagen før indbrud
En mand anmelder et indbrud i sin garage og tyveri af blandt andet en barnevogn, en påhængsmotor og flere slags værktøj. Anmelderen indsender billeder af de forskellige effekter som dokumentation. Det viser sig, at de fleste billeder er taget dagen inden det påståede indbrud. To af billederne er taget efter hændelsen. Politiet finder kort efter næsten alle de anmeldte ting på mandens adresse. Samlet besparelse i sagen: cirka 39.000
kroner.

Kilder: Tryg og Alm. Brand.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx