Af Ritzau - 25/01-17 09:08; Opdateret: 25/01-17 09:27

It-selskabet NNIT vokser trods fald i Novo-ordrerIt-selskabet NNIT vokser trods fald i Novo-ordrer

Novo Nordisks it-baby står på egne ben og kan i årsregnskab vise vækst i omsætningen.

storybild

NNIT kan fremvise et overskud, selv om et presset Novo Nordisk spænder ben for massiv vækst hos it-virksomheden. Arkivfoto. (Billede: Free/Jakob Boserup)

Problemer hos Novo Nordisk sætter væksten under pres hos it-selskabet NNIT. Det viser regnskabet for fjerde kvartal i 2016.

Trods et fald i Novo-ordrer kom NNIT alligevel ud med en vækst i omsætningen på 6,4 procent i forhold til samme periode sidste år. Dermed kom omsætningen op på 769 millioner kroner.

På bundlinjen lyder overskuddet på 70 millioner kroner - knap to millioner kroner mere end i 2015.

Novo Nordisk er den absolut største kunde hos NNIT, men det er lykkedes for it-virksomheden at hente flere ordre ind uden for Novo-familien i løbet af 2016.

Det bemærker selskabets administrerende direktør, Per Kogut, der er tilfreds med udviklingen.

- Jeg er især imponeret over vores vækst på 18,8 procent hos vores kunder uden for Novo Nordisk.

- Det er en kraftpræstation, som bestyrker vores tro på, at vi kan vokse uden navlestrenge, siger direktøren i en skriftlig kommentar til regnskabet.

Han hentyder til, at NNIT var en del af Novo indtil børsnoteringen tilbage i 2015.

Alligevel kan NNIT formentlig ikke leve op til sine langsigtede forventninger i 2017.

It-selskabet venter en vækst i omsætningen på mellem én og fem procent. Samtidig ventes en overskudsgrad på ti procent.

I kølvandet på regnskabet falder NNIT-aktien 4,6 procent, skriver Ritzau Finans.

NNIT's kunder spænder lige fra smykkekoncernen Pandora over medicinalselskabet Lundbeck til Statens Serum Institut, Widex og Danske Bank.

En del af de store kontrakter er indgået i 2016, og derfor får de først helårseffekt fra i år.

NNIT blev grundlagt som en it-afdeling i Novo Nordisk, men er senere hen blevet en selvstændig virksomhed.

I det seneste regnskab fremgår det, at selskabet skal have en ny bestyrelsesformand. Jesper Brandgaard forlader posten efter 15 år i stolen.

Bestyrelsen foreslår, at Carsten Dilling, der er tidligere topchef i TDC, tager over som formand. Han er den nuværende næstformand.

Ved udgangen af 2016 havde NNIT 2809 ansatte.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx