Af Ritzau - 24/04-17 15:45; Opdateret: 24/04-17 16:08

Nytilflyttede og lufthavnsgæster skaber trængsel i metroenNytilflyttede og lufthavnsgæster skaber trængsel i metroen

Metroen i København oplevede i 2016 markant flere rejsende, og der kommer stadig flere ind i de førerløse tog.

storybild

Metroen oplevede i 2016 en passagervækst på 6,5 procent. (Billede: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen)

I 2016 trådte næsten fire millioner flere passagerer ind gennem dørene til de førerløse metrotog end året før. Det bragte det samlede antal rejser foretaget med metroen op på knap 61 millioner.

Det viser Metroselskabets opgørelse over årets trafik.

Særligt fra perronen i Københavns Lufthavn styrtede passagererne ind i metroen. I lufthavnen steg antallet af metropassagerer med mere end en fjerdedel.

Det bragte passagertallet fra denne ene station op på over fire millioner over hele året.

Metroens popularitet skyldes dog ikke kun mere travlhed i lufthavnen. En del af forklaringen ligger også i, at metroen er blevet bedre til at køre, som den lover. Det mener Rebekka Nymark, der er kundedirektør i Metroselskabet.

Ifølge hende har metroen haft en rekordhøj driftsstabilitet. Forbedringen kan spores tilbage til opførelsen af glasdøre på overjordiske stationer.

Det har nedbragt antallet af falske alarmer fra sensorer, der skal overvåge, om der er faldet personer ned på sporet.

- Eksempelvis kunne en fugl, en pizzabakke eller et kraftigt regnskyl sætte sensorerne, som beskytter, hvis nogle falder ud på skinnerne, i gang, siger Rebekka Nymark.

Også opførelsen af nye boliger i København og den stigende befolkning i hovedstaden er med til at sende flere folk i metroen.

- Hver ny bolig nær en station giver os flere rejsende. Vi kan se, at mange af dem, der flytter ind, åbenbart bruger os i stor stil, siger Rebekka Nymark og fremhæver boligbyggerier i Ørestad og langs Øresund.

Metroen kan forvente endnu flere passagerer, som 2017 skrider frem.

- Hvis Københavns forventninger til byudviklingen holder, så fortsætter den her udvikling. Og hvis jeg skal løfte sløret for de første måneder af i år, så ser det også sådan ud, siger Rebekka Nymark:

- Der er stadig plads til flere. Men på et eller andet tidspunkt skal vi kigge på at udvide kapaciteten, som det hedder på teknisk sprog.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx