08/08-17 17:19

Forsikringsselskaber afviser dårlige betalereForsikringsselskaber afviser dårlige betalere

Der er forøget risiko ved at have kunder, der står i et skyldnerregister, mener forsikringsselskaberne.

storybild

København. De 220.000 danskere, der er registreret som dårlige betalere i skyldnerregisteret RKI, kan risikere enten at blive afvist af forsikringsselskaberne eller at skulle betale en højere pris for deres forsikring.

Det skriver interesseorganisationen Forbrugerrådet Tænk på baggrund af en rundspørge blandt 11 forsikringsselskaber.

Otte af de adspurgte selskaber melder, at en RKI-registrering ofte medfører højere præmie eller selvrisiko, og to af selskaberne tegner kun de lovpligtige forsikringer med RKI-registrerede.

Ifølge jurist i Forbrugerrådet Tænk Lea Markersen er tendensen problematisk og et tegn på usaglig forskelsbehandling.

- Det er et stort problem for de forbrugere, som ikke kan få lov at tegne en af de ikke-lovpligtige forsikringer, for eksempel en indboforsikring eller en husforsikring. Hvis uheldet er ude, kan de komme i gevaldige økonomiske problemer, siger hun til Ritzau.

Lovpligtige forsikringer skal selskaberne tegne, når en kunde henvender sig – uanset om personen er RKI-registreret eller ej. Det gælder blandt andet ansvarsforsikring for bil. Langt de fleste forsikringstyper er ikke lovpligtige.

Forsikringsselskaberne er i deres gode ret til at tage højere priser for RKI-registrerede, mener Torben Weiss Garne, underdirektør i forsikringsselskabernes brancheorganisation Forsikring og Pension.

De ser nemlig en forøget risiko ved RKI-registrerede kunder, uddyber han.

- Hvis man er i en gruppe med forøget risikoprofil, så betaler man jo for det. Det svarer til, at det er dyrere for Brian, der vil have sin tunede bil forsikret, end for mig der vil have min Toyota forsikret, siger Torben Weiss Garne.

Den forklaring køber de dog ikke i Forbrugerrådet Tænk.

- Flere af selskaberne hævder, at der er en sammenhæng, men det er ikke noget, vi har set dokumenteret. Derfor er vi bekymrede for, at der er tale om usaglig forskelsbehandling, siger Lea Markersen.

Kun et af de adspurgte selskaber melder, at en RKI-registrering ikke har betydning for deres vurdering af kunder.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx