22/08-17 08:13; Opdateret: 22/08-17 10:49

Matas udskifter topchef efter 17 år - afløser hentet i CoopMatas udskifter topchef efter 17 år - afløser hentet i Coop

Efter 17 år vil bestyrelsen i Matas have en ny mand i toppen. Terje List afløses af koncerndirektør fra Coop.

storybild

København. Detailkæden Matas skal have ny topchef. Terje List forlader selskabet 31. oktober efter 17 år på posten. Det oplyser Matas i en fondsbørsmeddelelse.

Bestyrelsen vil have en ny mand i spidsen, og Terje Lists afløser er fundet. Ny administrerende direktør bliver Gregers Wedell-Wedellsborg. Han kommer fra en stilling som koncerndirektør i Coop Danmark.

- Terje har med dygtighed og udpræget sans for godt købmandskab ført Matas frem til i dag at være den førende danske detailhandelskæde inden for skønhed og helse.

- Bestyrelsen har imidlertid vurderet, at tiden er rigtig til at få nye øjne på Matas, og på hvordan virksomheden skal bringes til næste niveau, skriver bestyrelsesformand Lars Vinge Frederiksen.

Terje List har blandt andet været med til at professionalisere butikkerne og stod for børsnoteringen af Matas i 2013. Det fremhæver formanden.

Over for Ritzau Finans uddyber han, at beslutningen om fyringen blev truffet allerede i foråret.

- Vi var ikke tilfredse med vores performance, og der skulle nye øjne til, siger Lars Vinge Frederiksen.

Gregers Wedell-Wedellsborg kommer fra en post som koncerndirektør i Coop Danmark. Her har han siden 2015 haft driftsansvaret for SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Kvickly og Irma.

Den kommende Matas-boss har haft i alt fem år i Coop.

- Det har været ekstraordinært lærerigt og dybt inspirerende. Så jeg var ikke i tvivl, da muligheden kom for selv at stå i spidsen og tegne retningen for en spændende og værdistærk detailvirksomhed, siger Gregers Wedell-Wedellsborg i en meddelelse.

Chefskiftet kommer samtidig med Matas' regnskab for første kvartal i det forskudte regnskabsår 2016/2017.

Færre handelsdage og vådt og koldt forårsvejr betød ifølge Matas, at både omsætning og bundlinje gik tilbage.

Omsætningen landede på 820 millioner mod 848 millioner kroner i samme periode 2016/2017. Resultatet landede tilsvarende på 74 millioner mod 84 millioner kroner i perioden 2016/2017.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx