Af Ritzau - 12/12-16 12:54; Opdateret: 12/12-16 13:21

Københavns Lufthavn har for længst overgået sidste årKøbenhavns Lufthavn har for længst overgået sidste år

Københavns Lufthavn slog allerede sin egen passagerrekord i november. Stigning på 5,2 procent i november.

storybild

Passagererne fortsætter med at strømme til Københavns Lufthavn, hvor man allerede har overgået sidste års rekord. (Billede: Free/Colourbox)

Københavns Lufthavn fortsætter med at trække passagerer til i stigende tal.

Mindre end et år efter at have sat passagerrekord for et helt år, er den allerede overgået igen.

Lufthavnen har mandag offentliggjort passagertal for november, og de viser, at der med udgangen af måneden havde været næsten 27 millioner passagerer igennem terminalerne.

Dermed er man sikker på at overgå sidste år, hvor 26,6 millioner benyttede lufthavnen.

- Københavns Lufthavn er en af de hurtigst voksende lufthavne i Europa, og det skyldes ikke mindst, at vi har været gode til at tiltrække nye ruter, ligesom flere flyselskaber har udvidet deres kapacitet enten med flere afgange eller større fly, siger administrerende direktør Thomas Woldbye.

I november alene passerede 5,2 procent flere igennem lufthavnen sammenlignet med samme måned sidste år.

Og ser man på årets første 11 måneder, lyder stigningen sammenlignet med samme periode sidste år på 9,3 procent.

Det er særligt de nye, interkontinentale ruter, der er med til at øge passagerfremgangen.

Ikke desto mindre var London igen den mest populære destination med mere end 210.000 rejsende.

Københavns Lufthavns ambition på sigt er at nå op på 40 millioner årlige rejsende.

Til det formål planlægger man at investere op imod 20 milliarder kroner i at udbygge lufthavnen de kommende år.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx