Af Ritzau - 09/06-17 13:11; Opdateret: 09/06-17 13:28

EU-Kommission foreslår regler for omstridt gasledningEU-Kommission foreslår regler for omstridt gasledning

EU-Kommissionen har fremlagt de principper, som de mener Nord Stream 2 skal følge, for at den kan opføres.

storybild

EU-Kommissionen vil forhandle om Nord Stream 2 med Rusland. Fredag har kommissionen spurgt EU-medlemslandene om mandat til at forhandle. (Billede: Reuters/Handout)

EU-Kommissionen har fredag lagt de regler frem, som de mener skal omfatte Nord Stream 2 gasledningen. Samtidig anmoder kommissionen medlemslandene om mandat til at forhandle med Rusland.

Det oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.

I meddelelsen lægger kommissionen fire principper frem, som de mener skal gælde, for at gasledningen bør opføres.

Herunder at der skal være gennemsigtighed, og at der ikke må prisdiskrimineres. Samt at tredjeparter, altså andre selskaber end den russiske gasgigant Gazprom, skal have mulighed for at anvende rørledningen.

- Som vi allerede har nævnt flere gange, bidrager Nord Stream 2 ikke til Energiunionens mål.

- Hvis rørledningen alligevel bygges, skal vi i det mindste sikre, at den drives på en gennemsigtig måde og i overensstemmelse med de vigtigste EU-energimarkedsregler, siger vicepræsident i EU's energiunion, Maro efčovič.

Gasledningen skal løbe langs med den eksisterende Nord Stream-gasledning, der går fra Rusland til Tyskland via Østersøen.

Den vil også skulle gennem dansk farvand, og Danmark skal derfor tage stilling til, om man vil godkende ledningen.

I marts tilbød kommissionen at forhandle på vegne af de berørte EU-lande.

Med anmodningen fredag lægger kommissionen altså op til at starte forhandlingerne.

Ifølge kommissær for klima og energi Miguel Arias Cañete vil man i forhandlingerne stå fast på, at Nord Stream 2 kun kan opføres, hvis gældende principper for EU-lovgivning følges.

- Som ethvert andet infrastrukturprojekt i EU kan og bør Nord Stream 2 ikke operere i et lovmæssigt tomrum eller ifølge et tredjelands energilovgivning.

- Vi søger at opnå Rådets mandat til at forhandle med Rusland om et specifikt regelsæt for Nord Stream 2, som vil anvende nøgleprincipper for EU's energilov for at bevare det europæiske indre marked for energi, siger han.

Der er langt fra enighed om Nord Stream 2 ledningen i EU.

Mindst ti EU-lande, EU-Kommissionen og EU-rådsformanden, Donald Tusk, har udtrykt bekymring over rørledningen.

De frygter, at den kan anvendes politisk af Rusland - både i forhold til Ukraine og ved at gøre Europa mere afhængig af russisk gas.

Men et land som Tyskland står i vejen. De ønsker den billige gas og henholder sig blandt andet til, at Nord Stream 2 er et kommercielt projekt, der ikke skal gribes ind i - ligesom man afholdt sig fra ved opførelsen af Nord Stream 1.

Kommissionen vil ikke svare på, om den har taget kontakt til Rusland, eller om russerne har givet udtryk for, at de ønsker at forhandle.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx