Af Ritzau - 16/04-17 13:38; Opdateret: 16/04-17 14:01

Flygtningekvinder halter efter mændene på jobmarkedetFlygtningekvinder halter efter mændene på jobmarkedet

Der er brug for et øget fokus på at få flygtningekvinder ud på arbejdsmarkedet, lyder det fra Dansk Erhverv.

storybild

Jobcentrene skal signalere, at de forventer, at både mænd og kvinder er aktive på arbejdsmarkedet, mener Peter Halkjær, chefkonsulent i Dansk Erhverv. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Kvinder med flygtningebaggrund halter betragteligt efter mændene i forhold til at komme ud på det danske arbejdsmarked.

Det oplyser Dansk Erhverv på baggrund af tal fra Jobindsats.dk, der er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside

Der er derfor brug for en styrket indsats for også at få kvinderne i arbejde, siger Dansk Erhvervs arbejdsmarkedspolitiske chefkonsulent, Peter Halkjær.

- Vi kunne godt tænke os, at der kom et særligt fokus på at få kvinder med flygtningebaggrund i arbejde. De er god, stabil arbejdskraft og virksomhederne har gode erfaringer med dem.

- Det er vigtigt, at jobcentrene signalerer, at de forventer, at både mænd og kvinder er aktive på arbejdsmarkedet og sigter efter at at få et job hurtigst muligt, lyder det fra chefkonsulent Peter Halkjær.

Det er især, når det kommer til flygtninge i privat, virksomhedsrettet aktivering, at kvinderne halter betragteligt bagud i forhold til mændene.

I februar var lidt over 10 procent af flygtningekvinderne i den type aktivering, mens tallet for mændene var 30 procent.

- Og vi er jo først og fremmest glade for, at vi kan se, at der er god opdrift i indsatsen i forhold til at få mænd med flygtningebaggrund i aktive forløb.

- Men vi ser også et meget stort potentiale i at få kvinder med på den bølge, lyder det fra Peter Halkjær.

De seneste mange år har det generelt været svært at få kvinderne til at følge i mændenes fodspor og ud på arbejdsmarkedet.

Og derfor mener Peter Halkjær, at man bør opstille nogle konkrete mål.

- Ligesom vi har et mål om, hvor mange flygtninge vi gerne vil have ud på arbejdsmarkedet, så kunne man også inkludere et mål om antallet af kvinder i arbejde, siger Dansk Erhvervs arbejdsmarkedspolitiske chefkonsulent.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx