Af Ritzau - 23/05-17 13:35

Her er fem tricks til at stoppe irriterende snorkenHer er fem tricks til at stoppe irriterende snorken

Snorken kan forringe både din egen og din partners nattesøvn. Men heldigvis er der råd at hente. Læs, hvordan du slipper af med snorken.

storybild

Selv om det ikke er farligt at snorke, kan det være generende for din sengepartner. Snorken er et problem, som op mod 60 procent af danskerne lider af. Arkivfoto. (Billede: Free/Colourbox)

Det kan være anstrengende og forstyrrende for ens søvn at blive vækket og puffet til flere gange i løbet af natten, fordi man snorker.

Men det kan være mindst lige så forstyrrende og generende at skulle høre på sin partners snorken nat efter nat.

Snorken er efterhånden blevet et stort problem for mange danskere, fortæller Therese Ovesen, der er professor i øre- næse- halssygdomme.

Ifølge professoren er det overvejende mænd, der snorker. Og mens 60 procent af danskerne snorker en gang i mellem, snorker en tredjedel hver nat.

- Når vi sover, begynder musklerne i svælget at slappe af. Men hvis svælget er for snævret, bliver luften turbulent, og det skaber vibrationer i det bløde væv, som gør, at vi snorker, siger hun.

Det er også derfor, at man ifølge overlæge Philip Tønnesen, der arbejder på Dansk Center for Søvnmedicin, snorker mest i den dybe søvn midt eller sidst på natten, når alle musklerne er meget afslappede.

Han fortæller, at snorken i sig selv ikke er farligt, men at man skal være opmærksom på, om ens snorken er uregelmæssig, da der i så fald kan være tale om søvnapnø.

Sammen giver de to eksperter her deres råd til, hvordan du selv kan minimere din snorken.

1. Brug en tennisbold

Undersøgelser viser, at du snorker mindre, hvis du ikke sover på ryggen.

- Tungen falder længst tilbage, når du ligger på ryggen, frem for når du ligger på siden, siger professoren i øre- næse- halssygdomme, Therese Ovesen.

Hun råder til, at sy en tennisbold ind i nattøjet omkring skulderbladene, så du automatisk vender dig om på siden, når du sover.

2. Brug et positionsbælte

Bæltet fungerer på samme måde som tennisbolden, men er muligvis mere behagelig at sove med.

Det fastspændes rundt om brystkassen, og har en indbygget vibrator siddende foran, som vibrerer, hvis du lægger dig på ryggen i løbet af natten.

3. Brug en snorkeskinne

- Snorkeskinnen trækker underkæben fremad og lukker munden. Det gør, at tungen ikke kan falde tilbage og afhjælper din snorken, fortæller overlæge Philip Tønnesen.

Han råder dog til, at man ikke køber en billig model på nettet, men opsøger en specialtandlæge.

4. Tab dig

Er du overvægtigt, kan vægttab få din snorken til at forsvinde. Fedtdepoterne sætter sig også mellem musklerne i svælget, og det kan gøre dine luftveje endnu mere snævre og være skyld i din snorken.

5. Undgå alkohol inden sengetid

Alkohol får muskulaturen til at slappe mere af, og det kan forværre din snorken. Så selv om det kan være fristende, gør du klogt i at holde igen med de våde vare før sengetid.

Fakta: Symptomer på søvnapnø

- Du vågner flere gange om natten, nogle gange med hjertebanken.

- Du snorker højt.

- Du sover uroligt og har natlige svedeture.

- Du må ofte på toilettet om natten.

- Du vågner og føler dig uoplagt.

- Du vågner med hovedpine.

- Du har nedsat sexlyst.

- Du har svært ved at koncentrere dig.

- Du har svært ved at lære og husker dårligt.

Kilde: sygeforsikring.dk.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx