Af Ritzau - 23/06-17 10:44; Opdateret: 23/06-17 12:33

Vælg den rigtige uddannelse inden studiestartVælg den rigtige uddannelse inden studiestart

Drømmestudiet kan vise sig at være kedeligt, når du først er kommet i gang. For at undgå at du bliver studietræt og dropper ud, bør du overveje nogle ting.

storybild

Nogle knokler over bøgerne, mens andre får jord under neglene. Det handler om at finde den helt rigtige uddannelse, hvis man ikke skal droppe ud. (Billede: Free/Colourbox)

Torsdag offentliggjorde Uddannelses- og Forskningsministeriet en undersøgelse, der viste, at næsten hver fjerde studerende kvitter studiet, før de står med eksamensbeviset i hånden.

Men det er altså ikke nødvendigvis en dårlig ting, mener Rie Thomsen, der er lektor i karrierevejledning ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse.

Det handler om, at du skal overveje nogle helt specifikke ting, inden du sender ansøgningen til studiet afsted.

1) Drop den perfekte uddannelse

- Det perfekte sted i verden, hvor alt går op i en højere enhed hele tiden, findes ikke. Heller ikke når man kigger på studiesteder, så lad være med at lede efter det, slår lektor Rie Thomsen fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse fast.

- Mange tænker, at deres venner, interesser, selvbillede, jobmuligheder og løn alt sammen skal gå op i en højere enhed, men det er vanskeligt at afgøre på forhånd, fortsætter hun.

Hun mener, man bør slippe forestillingen om at finde det perfekte studie med det perfekte studiemiljø. På den måde kan man undersøge de mange muligheder, der findes på markedet af uddannelser.

2) Kig på hele spektret

Det bedste, du kan gøre, er, at undersøge alle dine muligheder, for måske finder du det perfekte studie på det fakultet, du mindst havde regnet med.

- Spørg en af dine venner, der er helt anderledes end dig selv, og hør vedkommende, hvad han eller hun skal læse. Tag med til åbent hus for at se, hvad det er, og tag det som en opgave at udvide din horisont på den måde, råder Rie Thomsen.

Det skader ikke at undersøge alle ens muligheder. Det værste, der kan ske, er, at du bliver klogere og finder ud af, at du helst vil starte på det studie, du oprindeligt ville gå på.

3) Undersøg konkret

I stedet for blot at sidde hjemme og læse om studiet, studiemiljøet og den by, studiet ligger i, så tag afsted.

- Tag i det hele taget til åbent hus, og snak med nogle af de studerende, der læser der, siger Rie Thomsen.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har også givet sit besyv med, så du er sikker på at starte på det helt rigtige studie.

- Du skal have fokus på uddannelsens opbygning og undervisningsform. Det er vigtigt at være i et læringsmiljø, der passer til dig, skriver de på deres hjemmeside.

Derfor betaler det sig at undersøge grundigt, hvordan hvert studie er bygget op, så undgår du overraskelser efter studiestart.

4) Vær opmærksom på dine begrundelser

Hvis du gerne vil gå på et studie, fordi dine venner er samme sted, så er det en helt valid begrundelse. Så længe du er klar over, at det er den begrundelse, du bruger, når du skal vælge studieretning.

- Det er okay, hvis man vælger uddannelse efter jobsikkerhed. Det er også helt i orden, hvis man synes et studie er spændende, men ikke har lyst til at forholde sig til, hvad der skal ske bagefter, eller man udholder en jævnt kedelig uddannelse for at kvalificere sig til en særlig opgave, forklarer Rie Thomsen.

Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet kan du sagtens vælge et studie ud fra dine interesser, og det du er god til, selv om du måske ikke ved, om det er det, du vil arbejde med resten af dit liv.

Det er bare vigtigt, at du er klar over dine valg, og så skal du huske på, at alle begrundelser er lige gode.

5) Lad være med at følge dine drømme

- Der er intet i vejen med at have en drøm, men tænk på det som, at du tester den i små skridt, og mens du er i gang med det, kan du være opmærksom på de muligheder, der opstår undervejs, siger Rie Thomsen med reference til vejledningsforsker John Krumbolz.

For hvis du kun går efter et enkelt mål, kan du nemt glemme, hvorfor du satte det mål i første omgang. Så er det bedre, hvis du vælger en række små mål, så du løbende får succesoplevelser.

- Mit råd handler om, at man skal tage sin egen magt over de her valg og veje videre frem, afslutter Rie Thomsen.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx