Af Ritzau - 15/06-17 15:03

Glohedt lejlighedsmarked: Er det nu du skal købe?Glohedt lejlighedsmarked: Er det nu du skal købe?

Tænker du på at købe lejlighed i København eller Aarhus? Så gælder det om at have en lang tidshorisont. Ellers kan du brænde nallerne, siger boligøkonomer.

storybild

En gennemsnitlig lejlighed er steget med 60 procent, siden priserne var lavest i februar 2009 og med 47 procent de seneste fem år. (Billede: Scanpix/Jeppe Michael Jensen)

Hvis du er træt af at bo til leje og overvejer, om du skal købe en ejerlejlighed i København eller Aarhus, så er det ikke underligt, hvis du alligevel tøver lidt.

I Københavns Kommune er udbudspriserne på ejerlejligheder steget med 70 procent de seneste fem år, mens de i Aarhus er steget med 50 procent, oplyser Finans Danmark.

Det får nu alarmklokkerne til at ringe hos flere boligøkonomer.

Hvis du overvejer at købe en ejerlejlighed i København eller Aarhus, skal du først og fremmest regne med at bo i lejligheden i fem år, siger Morten Skak, boligøkonom ved Syddansk Universitet.

- Køb og salg af bolig er mere omkostningsfyldt end at rykke ind og ud af en lejebolig. Dertil kommer usikkerheden, omkring hvordan priserne udvikler sig, siger han.

Derudover skal du have in mente, at boligskatterne ændrer sig, når kalenderen skriver 1. januar 2021.

- Alle tilkendegivelser, vi har fået fra Skat, tyder på, at boligskatterne vil stige ganske meget i København og Aarhus, siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom hos Nordea.

Køber du en ejerlejlighed inden 2021, får du en skatterabat, men fælden kan klappe, hvis du skal sælge lejligheden efter 2021.

- Så skal de nye købere betale mere i skat, end du selv gør, og det vil være med til at presse priserne ned, siger Lise Nytoft Bergmann.

Nordea forventer, at de nye boligskatter kan give et prisfald på ejerlejligheder på op mod ti procent.

Derfor må din tidshorisont ikke være kortere end fem år, understreger Lise Nytoft Bergmann.

- At købe en ejerlejlighed nu og sælge den igen 2. januar 2021 er måske ikke den bedste idé i verden, siger hun.

Morten Skak kalder det "dumt" at købe nu og sælge umiddelbart efter 2021.

- Men har man en lang tidshorisont, kan det formentlig bedst betale sig at købe her og nu, siger han.

Foruden boligskatterne er der spørgsmålet om renterne.

De seneste år har vi haft en lav rente, som har gjort det nemmere at blive kreditgodkendt, og det har fået boligpriserne til at stige, fortæller Lise Nytoft Bergmann.

- Men på et tidspunkt begynder renten at stige igen. Vi har ikke nogen forventning om, at det kommer til at ske inden for det kommende år, men sandsynligheden, for at renten stiger, er større, end for at den falder yderligere, siger hun.

Når renten stiger, vil det være med til at presse priserne ned.

Derfor er det værd at overveje et fastforrentet lån, hvis du vil købe en ejerlejlighed, siger Morten Skak.

- Hvis man vil sikre sig mod fremtidige renteudsving, kan man tage et fastforrentet lån. Det er lidt dyrere, men så har man ikke risikoen, siger han.

Hvis du frygter, at din ejerlejlighed falder i værdi på et tidspunkt, hvor du gerne vil af med den - for eksempel for at købe et hus - så kan du overveje, om du kan leje lejligheden ud, så lejen dækker dine omkostninger.

- Men man skal huske, at hvis man skal videre i sit liv og blive kreditgodkendt til et hus, så kan det blive en vanskelig øvelse, hvis man allerede har en lejlighed uden friværdi, siger Lise Nytoft Bergmann.

- Og det kan være en stor mental bagage at være overbelånt i en ejendom, siger hun.

Fakta: Store prisstigninger

- En gennemsnitlig ejerlejlighed er steget med 60 procent, siden priserne var lavest i februar 2009 og med 47 procent de seneste fem år.

- Priserne er særligt steget i København og Aarhus.

- I Odense og Aalborg er udbudsprisen for en gennemsnitlig lejlighed steget med henholdsvis 22,7 procent og 42,2 procent de seneste to år.

- Rentestigninger og ændringer i boligskatten fra 2021 kan få priserne til at falde fremover.

Kilde: Lise Nytoft Bergmann.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx