26/10-17 09:49

Sådan vil Nordea sænke sine omkostningerSådan vil Nordea sænke sine omkostninger

Nordea har store forventninger til automatiseringen af mange af bankens funktioner. Filialer skal nedlægges.

storybild

Nordea har en plan om at spare milliarder af kroner de kommende år. Scanpix/Vesa Moilanen

Stockholm. Nordea har torsdag meldt ud, at man over tid vil nedlægge 6000 stillinger, hvoraf de 2000 er konsulentansatte.

De nærmere detaljer for, hvor man vil klare sig med færre ansatte er ikke offentliggjort, men på et pressemøde har administrerende direktør Casper von Koskull redegjort for, hvor man forventer at kunne spare penge.

En stor del af planen indebærer en større grad af digitalisering og centralisering.

Målet er i sidste ende at gøre op med den nuværende model, hvor Nordea arbejder på fire forskellige måder i Sverige, Finland, Norge og Danmark og i stedet skabe en mere samlet og strømlinet enhed.

I alt er det ledelsens forventning, at man kan spare 900 millioner euro på en række områder.

250 millioner euro skal findes ved at nedlægge flere filialer og i stedet afholde flere digitale kundemøder via internettet.

Samtidig forventer ledelsen af kunne finde 150 millioner euro ved at automatisere og centralisere kreditgivningen.

De største besparelser forventes at kunne indhentes på it-området- Her er der 400 millioner euro at hente ved at indføre en højere grad af fælles it-platforme og dermed mindre kompleksitet i it-strukturen.

Outsourcing af it-opgaver forventes i den forbindelse også at kunne indbringe en gevinst.

Endelig er der angiveligt 100 millioner euro i besparelser på stabsfunktioner, blandt andet ved at sende opgaver til nærliggende lavtlønslande.

Det fremgik ikke af præsentationen, hvilken tidshorisont man arbejder med. Og så er det ikke nærmere specificeret, hvordan besparelserne fordeler sig på de fire nordiske lande, som Nordea hovedsageligt opererer i.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx