Har du en god historie eller et tip? Kontakt redaktionen på
news@mx.dk
Sure kunder må bøje sig for teleselskaber
Danske forbrugere taber næsten ni ud af ti sager, når de klager over teleselskaber, viser optælling.
Kun i 12 procent af klagesagerne fik forbrugere medhold i 2013. (Billede: ERIC AUDRAS)
Desværre, du får ingen penge tilbage af dit teleselskab, selv om du føler dig snydt.
Den skuffende melding får langt de fleste danskere, der vælger at klage over deres teleselskab, hvis de eksempelvis er utilfredse med en regning.
Vil du opdateres løbende med nyheder og historier om forbrug og privatøkonomi? Så 'like' MX Penge her.
Det viser en af optælling af klagesager i Teleankenævnet, som metroxpress har foretaget.
I 2013 behandlede ankenævnet i alt 162 sager, hvoraf kun 19 endte med et helt eller delvist medhold til forbrugeren. Det svarer til cirka 12 procent.
I 2011 fik cirka 18 procent af de klagende kunder medhold.
Martin Salamon, der Forbrugerrådet Tænks repræsentant i Teleankenævnet, peger på flere mulige årsager.
Dels forklarer han, at der i de seneste år har har været et fald i antallet af nyetablerede teleselskaber på grund af en mindre konkurrence på mobilmarkedet.
- Der er generelt flere forbrugere, der vinder sager, når der kommer mange nye selskaber på markedet, som ikke har fået styr på reglerne, siger Martin Salamon.
Men det kan også være et tegn på, at teleselskaberne er blevet bedre til at give kunderne en fair sagsbehandling, inden klagen ender hos ankenævnet, påpeger han:
- Mit indtryk er, at de eksisterende selskaber er blevet bedre til at håndtere kundeklager.
Han kritiserer dog teleselskaberne for i mange tilfælde at undlade at fortælle utilfredse kunder om, at de kan gå videre med deres sager til Teleankenævnet.