14/09-17 15:15

EU-dom: Ryanair skal følge EU-landes arbejdsretEU-dom: Ryanair skal følge EU-landes arbejdsret

Ryanair taber sag ved EU-Domstolen, der tvinger Ryanair til at føre arbejdsretssager i de enkelte EU-lande.

storybild

Ryanair-personale, der vil føre sag mod selskabet, skal føre dem ved lokale domstole og ikke irske, som selskabet ellers kræver. Det har EU-Domstolen besluttet. Free

Luxembourg. Ryanair har torsdag lidt nederlag ved EU-Domstolen i Luxembourg i en sag om, hvor arbejdsretssager om virksomhedens personale skal føres.

Luftfartsselskabet vil have personale baseret i udlandet til at føre arbejdsretssagerne for irske domstole.

Det konkrete tilfælde, der førte sagen for EU-Domstolen, var en gruppe ansatte med base i Charleroi i Belgien. De havde ført en sag ved deres lokale domstol i Mons i Belgien.

Ryanair afviste, at den domstol havde jurisdiktion - altså juridisk myndighed - over kontrakterne indgået med det irske selskab. Det bad domstolen i Mons efterfølgende EU-Domstolen om at vurdere.

Her har EU-Domstolen givet domstolen i Belgien jurisdiktion.

I sin dom skriver retten, at reglerne for, hvilken domstol der har jurisdiktion, sigter mod at beskytte den svageste part.

Desuden skal arbejdstagers base tages i betragtning, skriver retten.

I det pågældende personales kontrakt stod, at de var at betragte som ansat under irske forhold, da deres arbejdsgiver og dermed deres arbejdsplads var registreret i Irland.

For at spare omkostninger har luftfartsselskaber som Ryanair ofte personale og fly baseret rundt om i andre lande.

På den måde skal luftfartsselskabet ikke betale for at få fløjet personale hjem eller for overnatninger på hoteller, når personalets vagt er ovre.

Den tyske fagforening Verdi glæder sig over dommen. De tolker dommen som et nederlag for selskabers flugt fra tyske regler på området.

Ryanair har også hilst dommen velkommen. Selskabet hæfter sig ved, at dommen siger, at personalets base ikke udelukkende afgør, hvilken domstol der afgør arbejdsretssager.

Derudover gentager selskabet, at det følger alle EU-regler, hvad angår rettigheder for ansatte.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx