Af Ritzau - 30/05-17 13:12

Mytedræberen: Kurerer tranebær blærebetændelse?Mytedræberen: Kurerer tranebær blærebetændelse?

Løber du på toilettet hvert femte minut? Svier det i underlivet? Så er du måske ramt af blærebetændelse, men det kan tranebærjuice altså ikke kurere.

storybild

Hvis du vil undgå at sidde på toilettet hele tiden, når du er på ferie, så skal du holde dig fra mad, der ikke er gennemstegt, kogt eller skrællet. Undgå også at drikke vandet fra vandhanerne. Det er med til at holde en blærebetændelse væk. (Billede: Free/Colourbox)

Der er mange kvinder, der kan skrive under på, at en blærebetændelse ikke er særlig sjovt at have. At tisse glasskår, have smerter i underlivet og en konstant trang til at skulle på toilettet er blot nogle af de symptomer, som den bakteriebetingede infektion giver med sig.

Da det er en infektion, der rammer vidt og bredt, findes der en række myter om, hvordan man kan få blærebetændelse, og hvordan man kan kurere den, men det er ikke alle, der er korrekte.

Myte 1: Du får blærebetændelse af at sidde på et koldt underlag

- Du skal ikke være bange for at sidde på et koldt underlag, for der er ingen videnskabelige beviser for, at det kan give blærebetændelse, forklarer Thomas Benfield, der er overlæge ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital.

Det giver klinisk lærestolsprofessor ved Institut for Klinisk Medicin og Infektionssygdomme på Århus Universitet Lars Østergaard ham ret i.

- Når man får kolde fødder, har man en større risiko for at få halsbetændelse. Her trækker blodkarrene sig sammen i halsen, og så virker immunsystemet ikke så godt.

- Så er vi mere modtagelige over for vira og bakterier. Men om det gælder for urinvejsinfektioner, hvis man bliver kold og våd om numsen, tør jeg ikke sige, forklarer han.

Myte 2: En blærebetændelse kan både være en virus og en bakterieinfektion.

- En blærebetændelse er for det meste bakterier, der primært kommer fra ens egne tarme, som forvilder sig det forkerte sted hen, forklarer Thomas Benfield.

Derfor kræver størstedelen af urinvejsinfektioner også en antibiotikakur.

Det er en sjældenhed, at en blærebetændelse kommer af en virus. Det er begge læger helt sikre på.

Myte 3: Man kan tisse en blærebetændelse ud

- Du kan prøve at drikke rigtig meget, men man hælder mest til, at det ikke virker. Heldigvis skader det heller ikke, og så får man også noget at drikke, siger Lars Østergaard.

Hvis du har en tidlig fase af blærebetændelse, kan det, at du drikker rigtig meget væske, være med til at fjerne nogle af bakterierne.

- Man kan prøve at se, om det bliver bedre ved at skylle bakterierne ud, men hvis det ikke bliver bedre efter et halvt døgns tid, så skal man til lægen, fortsætter han.

Myte 4: Tranebær kan afhjælpe blærebetændelse.

- Man mener, at man kan forebygge blærebetændelse ved at drikke tranebærjuice eller -saft, fordi det gør urinen sur. Men når man har undersøgt det, ser det ikke ud til at være korrekt, slår Thomas Benfield fast.

Princippet er præcis det samme, når der er tale om tranebær kapsler, som man kan købe på apoteket. Der er intet videnskabeligt belæg for, at de skulle hjælpe med at bekæmpe infektionen.

Det er faktisk lige meget, hvilken væske du drikker, så længe du drikker meget væske under en blærebetændelse.

Myte 5: Hvis du ikke tømmer blæren helt, kan du få blærebetændelse.

- Der er en større risiko for at udvikle blærebetændelse, fordi der ligger en pøl af urin, hvor bakterierne kan gro. Alle næringsstoffer, som en bakterie har brug for, er i urinen, siger Thomas Benfield.

Derfor er det en klar fordel, at du sørger for altid at lade al vandet under toiletbesøg.

Myte 6: Kvinder skal tisse efter sex for at undgå blærebetændelse.

- Det allerbedste råd, man kan give, er, at kvinden skal tisse efter samleje. Især hvis det er længe siden, man har haft sex, eller hvis man har sex med en ny partner, forklarer Lars Østergaard, men understreger, at der ikke er videnskabeligt belæg for det.

Det handler simpelthen om, at den bakterieflora, der er i de områder, når man har sex, er kroppen ikke vant til, og derved kan bakterierne bide sig fast.

- Så hvis du har en ny kæreste, eller det er lang tid siden sidst, så er det bare ud og tisse bagefter, slår Lars Østergaard fast.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx