Af Ritzau - 10/05-17 13:55

Forebyg overfald med din adfærd og selvforsvarForebyg overfald med din adfærd og selvforsvar

Ingen skal være utrygge ved at færdes i det offentlige rum. Der findes redskaber til at nedsætte risikoen for overfald og håndteringen, hvis det sker.

storybild

Du behøver ikke frygte overfald i det offentlige rum. Med en undgåelsesadfærd og redskaber til, hvis det skulle ske, kan du gå sikkert rundt. (Billede: Free/Colourbox)

Når solen går ned, og mørket langsomt indtager byerne, kan man godt føle sig utryg ved at færdes udenfor. Især når frygten for overfald tager over.

Men der er flere ting, man kan gøre for at føle sig mere sikker.

Jon Lund Elbek er analytiker ved Det Kriminalpræventive Råd, og han forklarer, at man kan bruge det, de kalder en undgåelsesadfærd.

- For eksempel kan man færdes et sted med mange mennesker, prøve at lade være med at drikke så meget, at man mister overblikket over situationen, og sørge for at planlægge, hvordan man kommer sikkert hjem, råder han.

Undgåelsesadfærd handler nemlig om, at du spørger dig selv: Hvordan undgår jeg, at der sker noget grimt med mig?

Der er samtidig to vigtige pointer, som Jon Lund Elbek stærkt understreger. Først og fremmest er risikoen for at blive overfaldet meget lav.

Dernæst skal du huske på, at du - uanset hvad du gør - aldrig bærer skylden for at blive overfaldet.

På Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside har de lavet en folder, hvor en række råd for undgåelsesadfæren er skrevet ned.

Hvis du for eksempel vil undgå tasketyveri, skal du lade være med at skilte med, at du bærer værdier og have dine vigtigste genstande tættest på din krop - som et dankort i en inderlomme frem for i en taske.

Skulle uheldet være ude, og du oplever et andet menneskes truende adfærd, eller føler dig utryg ved et andet menneske, anbefaler Jes Sørensen, der er direktør for selvforsvarsteknikken Krav Maga Global i Danmark, at man har sig en "værktøjskasse" med tre vigtige ting i.

- Du skal have stærke albuer og knæ, så du kan forsvare dig fysisk. Det kan være en albue i siden eller et knæ i skridtet. Og så er der stemmen, som er lige så vigtig, forklarer Jes Sørensen.

Han anbefaler, at du råber, mens du slår fra dig, men du skal ikke bare råbe hvad som helst.

- Man skal råbe "terrorist", "lad mig være", "slip mig fri" eller "gå væk fra mig". Det er simpelthen for at kæde handlinger og stemme sammen, råder Jens Sørensen.

Når Jes Sørensen og hans instruktører underviser i selvforsvar, handler det meget om, at man ikke skal være god til at slås. Man skal derimod være god til at forsvare sig selv.

- Det handler om, at du forsvarer dig og kommer hurtigt væk fra konfrontationen, for du er sjældent fysisk overlegen, forklarer Jes Sørensen.

Derfor bør konfrontationen mellem overfaldsmanden og dig selv ikke vare mere end to til tre sekunder.

Jes Sørensen siger desuden, at den vigtigste grund til at tage ovenstående råd til sig er for at føle sig sikrere i sin hverdag.

- Det er i trygheds- og selvstændighedsfølelsen, at det virker.

Fakta: Selvtillid og selvforsvar

- Du skal observere og forstå dine omgivelse. Kig ikke på din telefon, men kig ned ad gaden i stedet.

- Vær forudseende og hav scenarierne spillet ud, før du går ned ad gaden. Man kan blive en smule paranoid, men du har en reel chance for at slippe væk, når du ved, hvad der kan ske.

- Lav en aftale med en veninde om, at I snakker sammen, mens du går hjem. Så er der et vidne i den anden ende, og det ønsker overfaldsmanden ikke.

- Gå i gadelysenes skær og ikke i mørket. Du skal ikke krybe langs muren.

- Du skal opkræve din plads. Skuldrene tilbage, brystet frem og gå selvsikkert ned ad gaden.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx