28/08-17 14:31

Udenlandske netbutikker æder sig ind på de danskeUdenlandske netbutikker æder sig ind på de danske

Danskernes indkøb hos netbutikker i udlandet vokser hurtigere end de danske e-butikkers omsætning.

storybild

Zalando, der sælger tøj og sko til forbrugere i hele Europa, er den mest benyttede internetforretning i Danmark. Reuters/Hannibal Hanschke

København. Selv om omsætningen i danske internetbutikker er i pæn vækst, er der alligevel et skår i glæden, når man læser brancheforeningen FDIH's rapport over første halvår i år.

Væksten i de danske butikker kan nemlig ikke følge med den tilsvarende vækst i danskernes e-handel i udlandet.

Udlandet med giganter som Amazon og Zalando i spidsen hapser med andre ord markedsandele i Danmark.

Det handler ifølge Niels Ralund, der er administrerende direktør for Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH), blandt andet om, at butikkernes geografiske tilknytning ikke længere betyder det store for den, der handler.

- Forbrugeren er efterhånden mindre og mindre bevidst om, hvilken nationalitet en e-handelsbutik har.

- For eksempel tror 25 procent af Zalandos danske kunder, at den er dansk, og 25 procent af de svenske kunder tror, at den er svensk. I virkeligheden er den tysk, siger han.

Men så spiller virksomhedernes størrelse bestemt også ind. På internettet har det i endnu højere grad noget at sige, hvor store muskler man har at spille med.

- Som forbruger vil jeg gerne have et stort udvalg, og jeg vil gerne have det så billigt som muligt og så hurtigt, som det lader sig gøre.

- Nogle af de udenlandske butikker har stordriftsfordele, der giver dem billigere indkøb af både varer og transport, som kan være svære at hamle op med for danske butikker, siger Niels Ralund.

Alligevel mener han ikke, at der er grund til at vifte med det hvide flag og opgive kampen mod de store udenlandske selskaber.

- Vi kan sørge for, at danske e-butikker har de samme vilkår som de udenlandske. Det handler om at sikre, at der bliver betalt de samme afgifter, og at man overholder markedsføringslovgivningen.

- Og så er den offensive tilgang til tingene selvfølgelig, at danske virksomheder skal blive meget bedre til at sælge ud af landet, siger han.

På listen over de 20 internetbutikker, som danskerne benytter mest, er 10 af dem danske. Højdespringeren på femtepladsen er kinesiske Wish.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx