25/10-17 08:10; Opdateret: 25/10-17 09:21

Øget salg af enzymer til brød hæver omsætning i NovozymesØget salg af enzymer til brød hæver omsætning i Novozymes

Salget går bedre end ventet i Novozymes, der ser lyst på resten af året trods usikkerhed i USA's landbrug.

storybild

Novozymes øgede omsætningen i årets første ni måneder. Free/Novozymes/arkiv

København. Det gik bedre end ventet med salget i den danske enzymgigant Novozymes, der har fremlagt regnskabsbøgerne for årets første ni måneder i 2017.

Det slår topchef Peder Holk Nielsen fast.

- Vi øgede omsætningen med otte procent organisk i 3. kvartal og med tilfredsstillende fire procent i de første ni måneder. Det var bedre end forventet.

- Overskudsgraden var solid, og det var de frie pengestrømme også. Og selv om der stadig er nogen usikkerhed om fjerde kvartal, især hvad angår de landbrugsrelaterede industrier, justerer vi forventningen til 2017, siger han i regnskabet.

I årets første ni måneder var der især gang i det næststørste forretningsområde - salg af enzymer til føde- og drikkevareindustrien, viser regnskabet.

- Der er god fremdrift i den division, vi kalder Food and Beverage. Og her er det i høj grad enzymer til bagerier, der går bedre, end vi regnede med, siger topchefen til Ritzau Finans.

- Vi har et patent, der udløber til næste år. Og for at imødegå det, har vi sat priserne ned i løbet af i år. Der er så bare sket det, at volumenerne er blevet højere, tilføjer han.

Det er stram økonomi hos de amerikanske landmænd, der giver bekymring for, om de i højere grad fravælger Novozymes produkter, når der skal sås til foråret. Det vil salgstallene for det kommende kvartal vise.

Men indtil da kan Peder Holk Nielsen og resten af Novozymes glæde sig over, at salget i årets første ni måneder giver anledning til en mindre opjustering af forventningerne til, hvor meget salget er vokset, når året er omme.

Salget ventes nu at stige 3-5 procent mod tidligere 2-5 procent, når eventuelle opkøb ikke regnes med.

Det er gode nyheder for selskabet, der tidligere i flere omgange har måtte skrue ned for salgsforventningerne.

I årets første ni måneder omsatte Novozymes for knap 10,9 milliarder kroner mod 10,4 i samme periode 2016. Det gav et driftsresultat på knap 3,8 milliarder mod knap 3,6 i perioden i 2016.

På bundlinjen blev resultat 2,3 milliarder kroner mod 2,2 milliarder i perioden i 2016.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx