Af Ritzau - 09/06-17 13:54

Skal dit barn på digital detox inden ferien?Skal dit barn på digital detox inden ferien?

Skal ferien stå på skærm, skærm og mere skærm? Hvis ikke så skal du måske til at skyde gang i en digital detox derhjemme.

storybild

Tidligere var en udlandsferie ensbetydende med, at familien var sammen uden digitale hjælpemidler. Det er ikke længere en selvfølge. Hvis der skal digitale regler på bordet, skal I snakke dem igennem, før I rammer sydens sol. (Billede: Scanpix/Søren Bidstrup)

En tiltrængt ferie venter lige om hjørnet, og hele familien glæder sig.

Men skal ferien fyldes op med familiehygge og fælles forlystelser? Eller telefon, tv og tablet?

Hvis dit barn allerede nu får kriblen i fingrene ved tanken om seks ugers nonstop iPad-spil, så bør du måske overveje, hvilke regler der skal være for jeres digitale opførsel på ferien.

Ifølge Jane Bækgaard, psykolog med speciale i børnepsykologi samt konfliktløsning og trivsel, er det en god idé at tale forventningerne til den digitale del igennem inden ferien.

Men før man sætter sig ned med børnene, er det en forudsætning, at man som forældre har gjort sig forventninger, ønsker og krav klart, siger psykolog Jane Bækgaard.

- Forældre bør indbyrdes tale om og blive enige om, hvad de mener, der vil være fornuftig digital tid og en god ferie for dem og børnene. Ellers bliver indre uklarhed til ydre uklarhed, siger hun.

Når man indadtil har klarhed omkring sine ønsker og krav til ferien, er det en god idé at tage børnene med på råd. Så kan I indgå i en forhandling, om hvad I forbinder med en god ferie.

- Det er altid godt, hvis børn og voksne kan blive enige om den digitale tid, da de beslutninger, børnene selv har været med til at indgå, er lettere at overholde, siger Jane Bækgaard og tilføjer.

- Her må de voksne dog holde fast i deres krav og skære klart igennem, hvis børnene foreslår for meget digital tid.

Men det er jo ikke bare forældrenes ferie - det er også børnenes. Så har de ikke også ret til at slappe af på den måde, de nu engang har mest lyst til?

Man skal som voksen ikke slippe tøjlerne, når det drejer sig om noget, der ikke er godt for børnene, heller ikke selv om man kan møde stor modstand fra børnene, mener psykolog Jane Bækgaard.

- Vi kan måske have en forestilling om, at børnene vil blive trætte og mætte af at spille og være digitalt på, hvis de får fri tid. Men når der er tale om digital afhængighed, som er meget udbredt i dag, gøder vi blot børnenes afhængighed ved at give frit spil, fortæller psykolog Jane Bækgaard.

Hun forklarer, at afhængighed er kendetegnet ved, at vi ikke bliver mætte af de lyster eller laster, vi har. Børn er oftest ikke selv i stand til at stoppe, de har de brug for de voksnes hjælp.

Jonas Ravn, projektleder hos Center for Digital Pædagogik, påpeger, at forhandlingerne om de digitale ferieregler skal ske i god tid, så man kan nå at vende og dreje tingene inden - og så alle kan nå at vænne sig til tanken.

Det er altså for sent at finde en liste med regler frem, når I er landet i liggestolene.

Som en del af forhandlingen kommer det nok også op, at skærmtid ikke bare er skærmtid.

- Skærmtid er så mange forskellige ting. Man må gøre sig klart, hvad det er, man vil have mindre af. Nogle ting er mere sociale end andre. Så man kan aftale, at mor ikke bruger så meget tid på Facebook på ferien, mens man måske gerne må bruge telefonen til at høre musik sammen, siger Jonas Ravn.

Dermed lægger han også op til, at man som forælder har et ansvar for selv at overholde de digitale regler.

Man kan komme langt ved at fortælle, hvordan man selv vil skrue ned for det digitale for at prioritere familiehyggen, mener Jonas Ravn fra Center for Digital Pædagogik.

Fakta: Få styr på de digitale regler på ferien

- Tal med børnene om, hvad der kendetegner en god ferie for jer hver især.

- Hvis det er nødvendigt, så fastlæg nogle regler, for hvor meget skærmtid der må være på familieferien.

- Tag snakken i god tid før ferien, så alle har tid til at vænne sig til reglerne.

- Sørg for selv at overholde reglerne. Det gælder både i forhold til at håndhæve reglerne over for børnene, men det betyder også, at du selv skal overholde skærmreglerne.

- Der kan også være forskel på, hvad skærmen bruges til. Er det en stillesiddende soloaktivitet? Eller er det til en fælles aktivitet?

- Et lille barn har brug for, at forældrene er offline. For en teenager kan det være meget stressende at være afskåret fra de sociale medier, som er en stor del af deres socialisering, og det kan være et dårligt udgangspunkt for ferien.

Kilde: Jane Bækgaard, Jonas Ravn.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx