Af Ritzau - 22/03-17 15:07; Opdateret: 23/03-17 09:22

Top ti: Her er de billigste feriedestinationerTop ti: Her er de billigste feriedestinationer

Få mest for dine feriepenge ved at vælge de byer i Europa og det tidligere Sovjetunionen, hvor pengene rækker længst.

storybild

Hvis du vil have mest for dine feriekroner, er det særligt destinationer i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen, du skal kigge efter. Budapest på billedet her er nummer syv på listen. (Billede: Teemu Tretjakov/colourbox)

Hvis det er billigt at købe kaffe, croissanter og kølig cava på ferien, så er der flere penge til oplevelser.

Så er spørgsmålet bare, om det er i Rumænien eller Tjekkiet, du kommer længst for dine penge.

Det spørgsmål har The Economist Intelligence Unit afdækket for dig i den nye rapport "Worldwide Cost of Living 2017".

Zoomer man ind på Europa og Centralasien, hvor man kan finde oplagte påskedestinationer, er svaret måske ikke så overraskende, at du skal sætte kurs mod Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen, hvis dine feriepenge skal række længst.

De tre billigste destinationer er Almaty i Kasakhstan, Bukarest i Rumænien og Kiev i Ukraine.

Listen er lavet ved en sammenligning af priserne på 160 produkter og services. Det er blandt andet mad, drikke, tøj, husholdningsprodukter, personlig pleje, leje af bolig og transport.

- I de senere år har nogle af de europæiske destinationer som eksempelvis Riga, Prag og Budapest været meget populære, siger Ole Kirchert Christensen, ansvarshavende chefredaktør på rejsemediet Check-in.dk.

- Det er populære storbydestinationer, som man gerne rejser til på en forlænget weekend, tilføjer han.

Og det er særligt de gode priser, der lokker danskerne til Østeuropa.

- Man får rigtig meget for pengene både hvad angår indkvartering og i forhold til købekraften, når man kigger på måltider, souvenirs, og hvad man ellers bruger sine penge på, fortæller Ole Kirchert Christensen.

Lige uden for top ti over de billigste byer i Europa og Centralasien finder man byer som Athen, Lissabon og Istanbul. Der er altså også penge at spare, hvis ferien går længere sydpå.

København lander som den fjerde-dyreste på den europæiske liste. Den danske hovedstad er kun overgået af Zürich, Genève og Paris. På verdensbasis ligger København som den niende-dyreste sammen med New York.

I rapporten kan man også finde en liste over de byer i verden, der er faldet mest i pris de seneste 12 måneder.

Top tre er: Manchester, Buenos Aires og London. Så hvis de står på ønskelisten, er det i hvert fald et godt tidspunkt at booke rejsen.

Top ti: De billigste destinationer

1) Almaty, Kasakhstan.

2) Bukarest, Rumænien.

3) Kiev, Ukraine.

4) Sankt Petersborg, Rusland.

5) Sofia, Bulgarien.

6) Beograd, Serbien.

7) Budapest, Ungarn.

8) Warszawa, Polen.

9) Moskva, Rusland.

10) Prag, Tjekkiet.

Kilde: Rapporten Worldwide Cost of Living 2017, The Telegraph.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx