06/09-17 16:55; Opdateret: 06/09-17 18:04

Nordea flytter hovedsæde til FinlandNordea flytter hovedsæde til Finland

Erhvervsminister Brian Mikkelsen ærgrer sig over, at Nordea rykker sit hovedsæde fra Sverige til Finland.

storybild

Nordea flytter hovedsæde fra Sverige til Finland, det skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse. Billede fra Nordeas domicil i København. Scanpix/Sarah Christine Nørgaard

København. Nordea flytter hovedsæde fra Sverige til Finland, skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse.

- På sit møde 6. september 2017 har bestyrelsen for Nordea Bank AB (publ) besluttet at påbegynde en proces for flytning af moderselskabets hovedsæde fra Sverige til Finland.

- Alle aktiviteter i de nordiske hjemmemarkeder forbliver uændrede, og i relation til kunderne sker der ingen ændringer i vores daglige drift.

- Kun et begrænset antal medarbejdere ventes at blive påvirket, og Nordea vil fortsat være en stor skatteyder i alle fire hjemmemarkeder, står der i pressemeddelelsen.

Nordea har tidligere meddelt, at banken ønskede at flytte deres hovedsæde.

Det skete, efter at den svenske regering har barslet med en ny afgift på finanssektoren, der skal polstre den svenske statskasse til fremtidige bankkriser.

Både Danmark og Finland har været nævnt som lande, Nordea har overvejet at flytte hovedsædet til.

Men det er Finland, der er endt med at blive den nye destination for bankgiganten.

- Bestyrelsens beslutning om at påbegynde en proces for flytning af moderselskabets hovedsæde til Finland er resultatet af seks måneders omhyggelig undersøgelse og analyse af de konkurrencemæssige vilkår og udfordringer, Nordea står over for.

- Vi ser flytningen som et vigtigt strategisk skridt hen imod at sikre Nordea de samme vilkår som sine europæiske konkurrenter, siger Björn Wahlroos, bestyrelsesformand i Nordea Bank AB (publ).

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (V) ærgrer sig over, at Nordeas bestyrelse ikke har valgt at placere hovedsædet i København.

- Jeg har noteret mig, at Nordea har besluttet at flytte deres hovedsæde til Helsinki i Finland. Det er deres beslutning, hvor de ønsker at placere hovedsædet. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg gerne havde set, at Nordea havde valgt at flytte deres hovedsæde til København, udtaler ministeren i en skriftelig kommentar.

Ifølge Ritzau Finans sker flytningen ved fusion ind i et finsk datterselskab. Fusionen vil finde sted i andet halvår af 2018.

Efter annonceringen af flytteplanerne steg Nordea-aktien 1,3 procent.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx