Af Ritzau - 13/06-17 11:32; Opdateret: 13/06-17 12:17

Kristian Jensen: Salg redder Vestjysk Bank i sidste øjeblikKristian Jensen: Salg redder Vestjysk Bank i sidste øjeblik

Finansministeriet sælger sine aktier til en tiendedel af børskursen. Men alternativet er konkurs, lyder det.

storybild

Staten står med en risiko i form af den længst verserende sag om statsstøtte i EU. Den risiko har en privat ejer ikke, forklarer finansminister Kristian Jensen (V). Derfor er staten villig til at sælge sine aktier til en kurs, der er markant under børskursen. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Bax Lindhardt)

Hvis man tager et kig på fondsbørsen tirsdag formiddag, koster en aktie i Vestjysk Bank over 10 kroner. Alligevel er staten klar til at sælge sin ejerandel for bare en krone per aktie.

Men det, der virker som en meget dårlig handel, er faktisk en nødvendighed, hvis banken skal overleve, forklarer finansminister Kristian Jensen (V).

- Det vigtige for os er, at Vestjysk Bank kan fortsætte som en levedygtig og stærk bank, der kan være med til at udvikle det midt- og vestjyske erhvervsliv, siger han.

Staten har flere gange, senest i 2016, forsøgt at sælge sin aktiepost på 81 procent. Men ingen var villige til at byde så meget som en krone for banken.

Før nu altså, hvor et konsortium anført af Nykredit, har tilbudt 123 millioner kroner. Derudover vil investorerne skyde omkring 1,1 milliarder kroner ny kapital ind i banken.

En vigtig faktor at have med i regnestykket er en verserende sag om statsstøtte, som EU-Kommissionen ventes at afgøre meget snart. Den danske stat har siden 2009 ad flere omgange hjulpet Vestjysk Bank.

I alt løber støtten i forskellig form op i 7,2 milliarder kroner. Og afgør kommissionen, at det er ulovlig statsstøtte, så vil banken stå over for et væsentligt tilbagebetalingskrav.

- Hvis det skulle ske for Vestjysk Bank, vil hele grundlaget for banken være væk. Vi vil ikke have andet valg end at lukke banken, siger Kristian Jensen.

Investorkonsortiet har stillet som betingelse, at statsstøttesagen ikke betyder, at de kommer til at stå med et kæmpe krav om at tilbagebetale statsstøtte.

Kristian Jensen er "meget tryg" ved, at den model, der er fundet, betyder, at investorerne slipper for et tilbagebetalingskrav.

- Vi har haft så tæt en dialog med EU, at jeg er ret sikker på, at vi har en model, som er holdbar, siger han.

Prisen på en krone per aktie skal altså ses i det lys. Risikoen havde været, at aktionærerne i Vestjysk Bank havde tabt hele deres investering, påpeger Kristian Jensen.

Spørgsmål: Hvis nu banken bliver en god forretning, risikerer du så ikke at skulle stå i Folketinget om to år og forklare, hvorfor du solgte for billigt?

- Hvis man tror, at man kan købe Vestjysk Bank for mere end en krone per aktie og drive det frem til succes, så har man nu fire uger til at vise sine kort. For der er en åben proces, hvor andre kan komme til med deres bud.

- Det kan godt være, at Vestjysk bank går en god fremtid i møde. Men hvis de undervejs havde fået en negativ afklaring om statstøttesagen, så kunne vi ikke vente. Vi står med en risiko for at få underkendt en statsstøttesag, som en privat investor ikke står med, siger Kristian Jensen.

Vestjysk Bank er presset, fordi den har mange udlån til den del af landbruget, der er i økonomisk knibe. Banken ligger lige over de minimumskrav til kapital, som myndighederne har sat.

Men den lever ikke op til de såkaldt "bløde kapitalkrav". Og derfor skal den komme med en genopretningsplan. Problemet er, at hvis den største ejer, staten, skyder mere kapital ind, vil det være yderligere statsstøtte.

Ifølge Finansministeriets udregninger har det kostet skatteyderne 1,4 milliarder kroner at holde hånden under Vestjysk Bank.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx