Af - 05/05-14 13:38

Dommere afviser mors krav om kvart milliard fra datterDommere afviser mors krav om kvart milliard fra datter

Tineke Færch får en kold skulder af Retten i Helsingør i opgøret med datteren om 273 millioner kroner.

Den rige tobaksenke Tineke Færchs krav om næsten en kvart milliard kroner fra sin datter er mandag blevet afvist af Retten i Helsingør.

Morens krav skyldes en aktiehandel tilbage i 2006, da hun solgte for cirka 57 millioner kroner aktier i familieselskabet Færch Holding til sin datter Merethe Færch.

Mor og datter i millionstrid i retten
Mor og datter i millionstrid i retten

Snart efter steg værdien kraftigt, og moren påstod, at hun var blevet snydt for værdistigningen.

Imidlertid fastslår tre dommere i Helsingør mandag, at hun ikke har været udsat for et komplot fra datterens side.

Der er ikke beviser for, at der blev tilbageholdt oplysninger for moren om aktiernes værdi, fastslår dommerne.

Der er heller ikke grundlag for at sige, at aftalen blev misligholdt, fordi datteren havde giftet sig uden at opfylde et krav om fuldstændigt særeje.

Dette skyldtes en fejl hos morens tidligere advokat, fremgår det af dommen.

Kravet var opgjort til 273 millioner kroner, og det var blandt andet baseret på påstanden om, at overdragelsesaftalen var ugyldig.

Dette er der ikke beviser for, hedder det. I stedet præsenteres hun selv for en stor regning.

Hun er nemlig blevet pålagt at betale sagsomkostninger på 12 millioner kroner til datteren. Sammenlignet med andre civile sager er omkostningsbeløbet usædvanlig højt.

På grund af sygdom har datteren i øvrigt været fraværende under noget af retssagen.

Færch-aktiernes store værdihop skete, da British American Tobacco-koncernen købte aktier i Skandinavisk Tobakskompagni, hvor Færch-familien havde en ejerandel.

Den rige familie havde flere virksomheder, og den succesrige Færch Plast blev tidligere i år købt af den nordiske kapitalfond EQT.

I flere år har familien, der skal være delt i en jysk og en sjællandsk lejr, været ude i en række interne økonomiske stridigheder.

Tineke Færch, der er i 80'erne, har ikke kun ført den netop overståede retssag mod sin datter.

For nogle år siden forsøgte hun at få dømt et advokatfirma for dårlig rådgivning i forbindelse med overførslen af aktierne til datteren. Også den sag tabte hun.

/ritzau

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx