Af Ritzau - 19/01-17 12:51; Opdateret: 19/01-17 15:02

Facebook-center giver Odense op til 1000 arbejdspladserFacebook-center giver Odense op til 1000 arbejdspladser

Ifølge Facebook kan byggeriet af nyt datacenter give mellem 800 og 1000 arbejdspladser.

storybild

Den amerikanske IT-gigant Facebook har efter tre års fortrolige forberedelser med danske myndigheder valgt at etablere et 55.000 kvadratmeter stort datacenter i Odense. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Odense kan forvente en del flere arbejdspladser frem mod 2020, hvor byggeriet af Facebooks nye datacenter ventes at stå færdigt i Odense.

Det fortæller Facebooks direktør for datacentre, Niall McEntegart, ved et pressemøde torsdag.

Byggeprojektet vil ifølge ham trække arbejdspladser til Odense og skabe en daglig beskæftigelse på 800-1000 personer.

- Derefter bliver det en langsigtede operationsfase. Der vil jeg estimere, at der vil være omkring 150 permanente stillinger.

- Derudover vil der i datacenterets levetid være behov for vedligeholdelse og reparationer. Og så er der alle de ydelser og den hjælp, vi skal bruge, såsom sikkerhed og lignende, siger han.

Blandt årsagerne til, at Facebook har valgt Odense til deres tredje datacenter uden for USA, er et pålideligt el-net, adgang til de rette ansatte og et koldt klima.

- En anden af de store faktorer for Odense har været den nordiske overflod af vedvarende energi.

- Derudover har vi kigget på evner og mennesker - blandt andet med universitetet her i byen. Og så har lokalsamfundet og kommunen hjulpet med at gøre processen nem og hurtig, siger Niall McEntegart.

Datacenteret kommer til at bestå af to haller på 25.000 kvadratmeter. Her skal store servere stå og arbejde hårdt for at have nye sider klar til Facebook-brugerne, når de åbner deres profiler.

Derfor skal hallerne også nedkøles. Her vil centeret bruge det kølige klima i Danmark til holde serverne under kogepunktet, når det hele står klar i 2020.

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel(S), håber, at datacenteret kan blive en vej til arbejdsmarkedet for byens studerende

- Jeg vil tage fat i de lokale partnere, der skal være med til at rekruttere til både byggepladsen men også bagefter. Vi uddanner jo alt fra gode håndværkere til ingeniører og teknikere, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx