Af Ritzau - 27/04-17 22:05; Opdateret: 28/04-17 03:16

Nye retningslinjer skal beskytte forbrugere mod kviklånNye retningslinjer skal beskytte forbrugere mod kviklån

Lovgivningen forpligter långiverne til at lave en grundig vurdering, inden et lån gives, fastslår ombudsmand.

storybild

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen har i et samarbejde med branchen og Forbrugerrådet Tænk revideret retningslinjerne for lån med korte frister. (Billede: Scanpix/Linda Kastrup)

Det er let med et hurtigt kviklån, men det kan i sidste ende også blive en dyr affære, hvis långiverne ikke har brugt tid på at vurdere, om låneren reelt kan betale tilbage.

Sådan skal det ikke være. Derfor slår Forbrugerombudsmanden med nye retningslinjer fast, at lovgivningen forpligter långiverne til at lave en grundig, individuel kreditvurdering, inden lånet udbetales.

Det skriver Jyllands-Posten.

Forbrugerombudsmanden har i et samarbejde med branchen og Forbrugerrådet Tænk revideret retningslinjerne for lån med korte frister.

De nye retningslinjer træder i kraft 1. maj i år. De kræver, at långivere indhenter oplysninger om forbrugernes økonomiske situation såsom lønsedler og årsopgørelse.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen fortæller, at de nye retningslinjer skal beskytte forbrugerne.

- Vores håb er, at det, at vi sammen med branchen har præciseret forpligtelsen, vil betyde, at branchen har større opmærksomhed på denne forpligtelse om at vurdere den enkeltes situation, siger hun.

Der er kommet fokus på kviklån som følge af, at flere har fået sværere ved at betale tilbage. Den nyeste opgørelse fra 2015 viser ifølge Jyllands-Posten, at 12,1 procent af lånene fra fem forskellige udbydere blev misligholdt.

- Vi har set eksempler på, at kreditvurderinger foregår ud fra nogle statistiske beregninger. De er lavet ud fra, hvor stor sandsynligheden er for, at de mennesker, som ligner mig, kan tilbagebetale et lån.

- Men det siger intet om, hvilken indkomst jeg har. I sidste ende er det jo den enkeltes indkomst, der afgør, om man kan betale et lån, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen til Ritzau.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx