Af - 21/01-14 08:12

Fordomsstafetten: Lykkeligt lønsomme sammentræfFordomsstafetten: Lykkeligt lønsomme sammentræf

Fordomsstafetten er på sin tur gennem uddannelser nået til Copenhagen Business School.

storybild

CBS Prank Lab svarer på fordommene om CBS-studerende. (Billede: Privatfoto)

Mick Emil Kolster fra Geofysik og Rumteknologi på DTU mener, de studerende på CBS er grådige, dovne arvinger, der ikke kan regne og kun læser for at få lov til at overtage familievirksomheden. CBS Prank Lab svarer igen.

Mick kan ikke forstå, at nogen gider tage en uddannelse, som er valgt udelukkende ud fra egen grådighed. Hvorfor vælger I, som I gør?

- Hvis der med ‘egen grådighed’ menes egne interesser og fremtidsønsker, er det en korrekt observation. Ligesom forhåbentligt alle andre studerende vælger vi også ud fra vores interesser, og at vores interesser tilfældigvis ofte er mere lønsomme, er bare et lykkeligt sammentræf. Hvis Mick ønsker at realisere sin drøm om en rumraket, vil det sikkert være en god idé at få en CBS’er til at hjælpe med regnskaber.

Jeres matematikundervisning foregår på gymnasieniveau, hvorfor CBS i hans øjne er den uintelligentes vej til en løn over gennemsnittet. Kan I overhovedet regne?

- De fleste linjer på DTU har formentlig matematik på højere niveau end gennemsnittet på CBS, men man definerer ikke kun intelligens ud fra matematisk kunnen. Det er rigtigt, at vi ikke ved så meget om hverken støv eller stjerner, men så ved vi en masse om, hvordan man skaffer og administrerer kapital – også for andre end os selv – og hvis man tager Micks antagelse for sandhed, har vi jo allerede regnet den nemmeste vej til millionen ud.

Er I nogle af de mange dovne arvinger, der kun læser på CBS, fordi de har fået bud på at få en uddannelse, før de må overtage familievirksomheden?

- Desværre, det kunne ellers være lækkert. CBS’ere er nærmest det modsatte af dovne, og det kan blandt andet ses i det rige liv af sjove, skæve, seriøse og interessante klubber, som de studerende engagerer sig i. Som for eksempel vores egen CBS Prank Lab, der er en reaktion på seriøsiteten på CBS.

Hvem sender I stafetten videre til?

- Teologi på KU. Det må være det mest støvede studium. Man kan undre sig over, at det kan tage tre år at læse Bibelen. Vi regner med, de enten drømmer om at blive præster eller ikke kunne komme ind på drømmestudiet. Og så vil vi spørge: Har I en fredagsbar? Serverer I altervin – og er vi inviteret? Og er kildehenvisninger relevante på en uddannelse, hvor teksterne ikke ligefrem er videnskabelige?

LÆS OGSÅ: Pigerne kan umuligt være kede af det

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx