Af - 20/05-14 14:55

Chili Klaus, Tanev og Lents snakker uddannelseChili Klaus, Tanev og Lents snakker uddannelse

Mange af Danmarks kendisser har en eller flere uddannelser bag sig, som de bruger i større eller mindre grad. Metroxpress spørger nu de kendte, hvad deres uddannelsesmæssige baggrund egentlig er, og hvad de har brugt uddannelsen til sidenhen.

storybild

Arkivfoto: Jan Dagø/Polfoto (Billede: DagØ jan)

Chili Klaus, internetfænomen
Hvad er du uddannet som, og hvornår?
»Jeg blev musikpædagog med klaver som specialinstrument fra Det Jyske Musikkonservatorium Aarhus i 1996.«
Hvorfor valgt du at uddanne dig til musikpædagog?
»Det var simpelthen på grund af kærlighed til musikken. Det var det eneste, jeg havde i hovedet på det tidspunkt.«

Hvad husker du bedst fra uddannelsen?
»Jeg husker især mange af mine medstuderende og det at være del af en flok, der havde samme lidenskab og interesse som jeg selv. Det var en følelse af at høre til et sted.«

Hvad har du brugt din uddannelse til?
»Jeg har i rigtig mange år brugt musikken til at lave en levevej. Jeg har også haft noget undervisning, lige da jeg var færdig. Men der er også en pædagogisk del til uddannelsen, jeg synes, man kan bruge i rigtigt mange sammenhænge. Hvordan man formidler sin viden, har jeg for eksempel brugt i de mange videoer, jeg har lavet.«

Hvad er dit bedste råd til folk, der overvejer at tage samme uddannelse?
»At de skal undersøge, hvordan optagelseskravene er, og så tro på, at et langt, sejt træk inden for musik også er en nødvendighed. Det er, som jeg plejer at sige: Det kan godt være, at det er hårdt arbejde nu, men festen bagefter er det hele værd.«



Peter Tanev, vejrvært på TV 2

Hvad er du uddannet som, og hvornår?
»Jeg har læst klimatologi på universitetet og taget en bachelorgrad i det fra 1993-94. Jeg har mit speciale liggende i en skuffe et sted og mangler det sidste.«

Hvorfor valgte du den uddannelse?
»Jeg har interesseret mig for vejret, lige siden jeg var fire-fem år, så det var helt naturligt, at jeg skulle læse noget med vejret. Jeg startede med en uddannelse, der sigtede meget mere hen mod at blive meteorolog, men den første del af studiet var ekstremt matematisk og fysisk. Så skiftede jeg til en uddannelse, der mindede lidt mere om geografi, som man kender det fra skolen. Selvfølgelig var der stadig beregninger involveret, men det gik ikke helt ned i det nørdede.«

Hvad husker du bedst fra din uddannelse?
»Fredagsbaren. Jeg må nok sige, jeg var en festabe. Der går vist stadig rygter om Tanevs fredagsbar derinde. Ellers husker jeg nok bedst de gange, vi var ude i felten og arbejde. Jeg har altid fundet det fascinerende, at man kunne læse noget om naturen og vejret og så gå ud og se, at det var rigtigt. Så jeg husker nok bedst de der aha-oplevelser, hvor teori blev vist i praksis.«

Hvad har du brugt din uddannelse til?
»Under min specialeskrivning havde jeg studenterarbejde som landmåler, som var fagrelevant. Pludselig røg jeg så direkte fra skolebænken og ud i arbejde på TV 2. Det er mit første og eneste rigtige arbejde, så jeg har ikke kæmpe erfaring med at bruge min uddannelse på alle mulige leder og kanter. Men jeg bruger den hver dag, og det er meget håndgribeligt.«

Hvad er dit bedste råd til folk, der gerne vil udanne sig til klimatolog?
»At de skal passe på ikke at blive for specifikke. Fordelen ved min uddannelse er, at den er utroligt bred, og så valgte jeg hen ad vejen at specialisere mig. Men jeg ved også noget om alt muligt andet, så jeg kunne gå ud i morgen og undervise på et gymnasium eller en folkesskole. Så mit råd til folk er at se, om man kan vælge en uddannelse, der favner lidt bredere end det meget specifikke.«


Lisa Lents, tidligere europamester i taekwondo
Hvad er du uddannet som, og hvornår?
»Jeg bliver færdig som tv- og medietilrettelægger fra DMJX (fireårig professionsbachelor) om en måneds tid.«

Hvorfor valgte du at uddanne dig til tv- og medietilrettelægger?
»Jeg har jo lavet alt muligt forskelligt tv, hvor jeg selv har været på skærmen, og jeg har syntes, at det var interessant at få et indblik i, hvordan en produktion fungerer og hænger sammen. Så jeg kiggede på, hvad der er af uddannelser i den retning, og så fandt jeg den her, der er primært tv-orienteret.«

Hvad synes du om uddannelsen?
»Jeg kommer jo fra en sportsbaggrund og har været eliteudøver i mange år, hvorefter jeg har fået lov til at lave tv. Derfor er det dejligt, at man er kommet ud og har lavet så meget praktisk på den her uddannelse. Jeg har været virkelig glad for det.«

Hvorfor har det været vigtigt for dig at tage uddannelsen?
»Jeg har en familie, der også synes, at det er vigtigt med uddannelse, og alle har en form for højere uddannelse. Jeg har altid gået i skole og haft sport ved siden af. Det har været vigtigt for mig at færdiggøre uddannelsen, selv om jeg har fået nogle jobtilbud.«

Hvad er dit bedste råd til folk, der gerne vil udanne sig til tv- og medietilrettelægger?
»De skal i hvert fald vide, at de virkelig gerne vil det, for det er ikke særlig nemt at komme ind. Så de skal have gjort sig nogle overvejelser om, hvorfor de gerne vil det, og hvad de gerne vil med det.«

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx