22/08-17 14:20

Arbejdsmarkedets parter forventer flertal for ny ferielovArbejdsmarkedets parter forventer flertal for ny ferielov

Det vil klæde Folketinget at vedtage ny ferielov, som arbejdsgivere og lønmodtagere er enige om, lyder det.

København. Når arbejdsmarkedets parter bliver enige om noget så komplekst som ferie, der ovenikøbet berører alle danskere, bør politikerne lytte nøje.

Sådan lyder budskabet fra både lønmodtagere og arbejdsgivere, der står bag ferielovsudvalgets anbefaling til en ny ferielov.

Anbefalingen fylder 591 sider og er tirsdag afleveret til regeringen.

Udvalget anbefaler en ny model, hvor lønmodtagere har ret til betalt ferie allerede det første år på arbejdsmarkedet. I dag kan der gå op til 16 måneder, fra man bliver ansat, til man har optjent feriepenge.

- Det er min forhåbning, at den vil blive gennemført, som den ligger, siger Fini Beilin, der er direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, DA.

Ferieloven er kompleks og flettet sammen med overenskomstbestemmelser, og ferielovsudvalget har foretaget et kæmpe stykke arbejde, påpeger han.

- Derfor vil jeg også blive overrasket, hvis det viser sig, at problemerne kan løses på en helt anden måde. Det er en ganske tæt vævet pakke, vi afleverer til ministeren.

Også lønmodtagernes repræsentant, LO-formand Lizette Risgaard, håber, at politikerne vil støtte forslaget, som det ligger.

Hun påpeger, at samtlige arbejdsgivere og lønmodtagere i ferielovsudvalget står bag anbefalingen:

- Det her er ikke udtryk for, at der ikke har været seje forhandlinger og uenigheder undervejs. Men nu har vi fundet et godt forslag.

- Der er balance, så ingen lønmodtagere mister noget, og ingen arbejdsgivere kan sige, at det her er forbundet med større udgifter for dem, siger hun.

Udvalgets formand, tidligere højesteretspræsident Børge Dahl, tilføjer, at det vil "passe bedst" til den danske model, hvis Folketinget vedtager anbefalingerne.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) tager positivt imod anbefalingerne. Men han understreger, at det nu er op til politiske forhandlinger.

- I store strækninger vil jeg sige, at det er et godt og visionært forslag, siger ministeren.

- Men der er intet, der er af bordet. Nu starter vi de politiske forhandlinger.

Forhandlingerne indledes i september, og ministeren håber, at lovarbejdet kan være igennem Folketinget inden jul.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx