17/11-17 06:43; Opdateret: 17/11-17 09:53

Tog kørte ind i parkeret bil på SvendborgbanenTog kørte ind i parkeret bil på Svendborgbanen

Politiet leder efter en mand, der kørte i stå og efterlod en bil på skinnerne på Svendborgbanen.

Odense. En bil, der stod halvt ude på skinnerne, blev natten til fredag påkørt af et tog på Svendborgbanen mellem Odense og Svendborg.

Ingen er kommet til skade ved påkørslen, men den forstyrrede en overgang trafikken fredag morgen, mens der blev ryddet op, og skinnerne blev undersøgt for eventuelle skader.

Det oplyser vagtchef Lars Thede, Fyns Politi.

Det var klokken 04.30, at et tog påkørte en bil, der var efterladt halvvejs ude på skinnerne i overskæringen i Hjallesegade i det sydlige Odense.

Bilen var tilsyneladende havareret, inden den blev efterladt med to hjul på skinnerne.

- Den er ikke placeret på stedet, den kunne simpelthen ikke køre videre, siger Lars Thede.

En bilinspektør har været på stedet for at undersøge bilen og ulykkesstedet.

- Undersøgelserne har vist, at bilen var punkteret på to hjul og havde kørt et stykke tid på fælgene, inden den kørte i stå. Den er tilsyneladende kørt gennem en afspærring ved et vejarbejde på et sted, hvor der kun måtte færdes fodgængere og cykler, siger Lars Thede.

Politiet har talt med bilens ejere, der er et ægtepar. De har fortalt, at de har lånt deres bil ud til et familiemedlem.

Denne mand forsøger politiet nu at finde.

- Vi forsøger at komme i kontakt med ham for at høre, hvad han har at sige, siger vagtchefen.

Han risikerer en sigtelse for at udsætte andres liv for fare.

Der er ikke sket skader, som kræver reparationsarbejde på strækningen, og efter nogle timers kørsel med togbusser har Banedanmark igen fået gang i togdriften.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx