06/09-17 11:06

Forsker advarer mod internetforbud ved eksamenForsker advarer mod internetforbud ved eksamen

Gymnasiet skal fremme elevernes digitale kompetencer, og det strider imod at afskaffe nettet ved eksamen.

København. Undervisningsminister Merete Riisager (LA) risikerer at handle i strid med gymnasiereformen, når hun vil forhindre eleverne i at bruge internettet, når de er til eksamen.

Det siger Arne Kjær, der er leder af Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier ved Aarhus Universitet.

- For at sige det lige ud så er det en dårlig idé, hvis ministeren gør alvor af, at eleverne ikke må bruge nettet til eksamen.

Han henviser til, at der i reformen er oplistet fire kompetenceområder, som lærerne skal lægge vægt på i undervisningen. Et af dem er elevernes digitale kompetencer.

Og når der undervises digitalt, så bør det også afspejle sig ved eksamen.

- Vi ved fra forskning, at det entydigt fremmer elevernes læring, hvis der er overensstemmelse mellem undervisningsformer og eksamensformer. Der skal simpelthen være sammenhæng mellem de metoder, der bruges det ene og det andet sted, siger Arne Kjær.

- Hvis du har lært at opføre dig på en måde i undervisningen og skal gøre noget andet til eksamen, så hæmmer det elevernes præstationer.

Ingen ved præcist, hvor mange elever der snyder til eksamen. Ifølge tal fra Undervisningsministeriet blev der ved dette års sommereksamen registreret 229 formodninger om snyd ved de i alt 228.000 afleverede skriftlige prøver.

Men i stedet for at forhindre eleverne i at gå på nettet, så må der ifølge Arne Kjær findes andre måde at stoppe snyd.

- Dem, der vil snyde, vil altid finde på nye måder at gøre det på. Det skal man selvfølgelig forsøge at forhindre. En af måderne at gøre det på er at sætte søgemaskiner op, der kan se om det, eleven har skrevet, tidligere er skrevet af en anden, siger Arne Kjær.

Hvad med de elever, der, mens de sidder til eksamen, køber sig til opgaven til en aftalt karakter hos et firma?

- Ja, det sker, og det må man på den ene eller anden måde prøve at forhindre, siger Arne Kjær.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx