21/09-17 11:36

Jordskælv i Mexico udskyder VM i parasvømningJordskælv i Mexico udskyder VM i parasvømning

VM i parasvømning er udskudt på ubestemt tid grundet jordskælv i Mexico. Parasport Danmark støtter beslutning.

Mexico City. For første gang i historien har Den Internationale Paralympiske Komité (IPC) udsat et stort internationalt mesterskab.

Mexico City skulle fra 30. september til 6. oktober være vært for VM i parasvømning og VM i styrkeløft. Sådan bliver det ikke.

Tirsdagens jordskælv i Mexico, der indtil videre har kostet mindst 230 personer livet samt forårsaget massive ødelæggelser på bygninger og infrastruktur, har ændret planerne.

Niels Christiansen, direktør i Parasport Danmark, er enig i Mexicos beslutning om at udskyde VM-begivenhederne, fortæller han på organisationens hjemmeside.

- Det er den eneste rigtige beslutning. At gennemføre VM under disse tragiske omstændigheder havde ganske enkelt ikke været muligt, siger Niels Christiansen.

Fire danske svømmere skulle have deltaget i VM, og de afventer nu, at IPC fastsætter en ny dato og potentielt en ny vært.

Også VM i vægtløftning for handicappede atleter er udskudt, og der skal enten findes en ny dato eller et nyt sted at spille.

- Som et resultat af denne tragedie er vi fuldstændig enige om, at mexicanske myndigheders fokus bør være rettet mod at komme sig og bygge op igen og ikke organisere to store sportsarrangementer.

- Jeg ved, at udsættelsen af begge verdensmesterskaber vil være en skuffelse for alle udøvere, som skulle deltage, men dette er unikke omstændigheder.

- Og dette er ganske enkelt det rigtige at gøre for øjeblikket, siger IPC-præsident Andrew Parson.

Ifølge IPC er svømmeanlægget ramt af mindre skader efter jordskælvet, mens infrastruktur og steder, hvor udøverne skulle bo, er ødelagt.

Ud over VM-stævnerne har fodboldforbundet i Mexico aflyst alle kampe i landets bedste fodboldrække og andre professionelle rækker for både mænd og kvinder.

Fodboldstadioner bliver brugt som steder, hvor folk kan søge tilflugt og få hjælp, efter at landet er ramt af et jordskælv med beregnet størrelse på 7,1.

Fodboldkampene vil blive spillet i midten af oktober.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx