17/11-17 18:03; Opdateret: 17/11-17 20:59

Mindst 20 er dræbt i IS-bilbombeangreb nær Deir al-ZorMindst 20 er dræbt i IS-bilbombeangreb nær Deir al-Zor

En bombe er eksploderet nær et område lidt uden for syriske Deir al-Zor, hvor fordrevne familier opholder sig.

Damaskus. En bilbombe har dræbt mindst 20 personer og såret 30 i det østlige Syrien nær byen Deir al-Zor.

Det er angiveligt Islamisk Stat, som står bag angrebet, rapporterer det statslige nyhedsbureau Sana.

Bilbomben sprang nær al-Jafra, hvor fordrevne familier befinder sig. Området ligger syd for byen og er under regeringens kontrol.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) oplyser, at 26 fordrevne har mistet livet. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Overvågningsgruppen overvåger konflikten i Syrien fra Storbritannien.

Der er ifølge observatoriet 12 børn blandt ofrene.

Det lykkedes den syriske hær at genvinde kontrollen over Deir al-Zor, som ligger i den krigshærgede provins af samme navn, fra Islamisk Stat i begyndelsen af november.

Det var den sidste større by i Syrien, som den ekstremistiske gruppe havde kontrol med.

Selve provinsen blev indtaget af Islamisk Stat i 2014, hvor gruppen ekspanderede dens selvudråbte kalifat, der strakte sig over store områder i Syrien og Irak.

Det er dog svundet kraftigt ind igen.

Samlet set har Islamisk Stat mistet omkring 95 procent af kalifatet, oplyste den amerikanskledede koalition onsdag.

Og fredag blev den sidste by i Irak, som Islamisk Stat kontrollerede, tilbageerobret af landets militær. Det var den lille by Rawa, som ligger ud til floden Eufrat.

I provinsen Deir al-Zor sidder gruppen på cirka en fjerdedel af territoriet, skriver AFP.

Her presses Islamisk Stat af både den syriske hær med Rusland i ryggen og en amerikanskstøttet milits ved navn Syriens Demokratiske Styrker. Militsen består af kurdiske YPG-soldater og arabiske syrere.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx