26/09-17 05:52; Opdateret: 26/09-17 06:08

Mexico leder tre dage mere efter savnede fra jordskælvMexico leder tre dage mere efter savnede fra jordskælv

325 meldes omkommet efter jordskælvet i Mexico. Talsmand tror ikke, at flere overlevende kan findes.

Mexico City. Myndighederne i Mexico vil fortsætte eftersøgningen de kommende tre dage i jagten på overlevende efter jordskælvet, der rystede landet 19. september.

- Jeg kan sige, at på nuværende tidspunkt vil det være ret usandsynligt at finde flere overlevende, siger koordinator for landets civilforsvar Luis Felipe Puente.

Han oplyser samtidig, at regeringen har bedt om en undersøgelse af, hvordan nyopførte bygninger kunne styrte sammen, heriblandt en skole, hvor 19 børn og seks voksne omkom.

43 personer er stadig savnet efter jordskælvet. Det samlede dødstal er på minimum 325 personer.

Flere end halvdelen af de dræbte har mistet livet i landets hovedstad, Mexico City.

Jordskælvet, der havde en beregnet størrelse på 7,1, ramte tirsdag klokken 13.14 lokal tid otte kilometer sydøst for den mindre by Atencingo i delstaten Puebla.

Skælvet skete på 51 kilometers dybde, oplyste Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS).

Jordskælvet ramte på årsdagen for et skælv i Mexico i 1985, der dræbte 9500 mennesker.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx