21/12-17 11:16; Opdateret: 21/12-17 12:08

Danske Bank får rekordbøde for brud på hvidvaskreglerDanske Bank får rekordbøde for brud på hvidvaskregler

Danske Bank accepterer bødeforlæg på 12,5 millioner kroner for overtrædelse af hvidvaskregler.

København. Danske Bank har torsdag accepteret en rekordstor bøde på 12,5 millioner kroner, som banken er blevet tildelt for brud på de gældende hvidvaskregler.

Det skriver banken selv i en pressemeddelelse.

- Vi har et stort ansvar, når det gælder bekæmpelse af hvidvask, og det ansvar har vi desværre ikke i tilstrækkelig grad levet op til, når det gælder overvågning af transaktioner til og fra korrespondentbanker.

- Derfor har vi fået en bøde, som vi accepterer og betaler, siger administrerende direktør Thomas F. Borgen.

Det er manglende overvågning af pengeoverførsler til og fra samarbejdsbanker i udlandet, der udløser bøden.

Svigtet blev opdaget i forbindelse med Finanstilsynets besøg i banken tilbage i 2015.

Og chefanklager Steen Bechmann Jacobsen fra Bagmandspolitiet er tilfreds med, at der er tale om en markant stor bøde - faktisk den største, der nogensinde er givet i denne type sager i Danmark.

Det er et signal om, at bankerne skal tage deres opgaver alvorligt.

- Hvis vi skal bekæmpe hvidvaskkriminalitet, kræver det også, at vi får hjælp fra blandt andet bankerne.

- Den del går fremad, men i denne sag kan vi konstatere, at Danske Bank ikke var god nok, siger han.

Berlingske har tidligere afdækket kritisable forhold i Danske Banks estiske afdeling, hvor der ikke var tilstrækkelig kontrol med kunderne i banken.

Senest har avisen også vist, at også afdelingen i Litauen har svigtet sine forpligtelser i forhold til at undgå mulig hvidvask.

Danske Bank fik allerede i 2012 påbud om at overholde gældende regler, når man samarbejde med udenlandske banker.

Banken hævder dog, at man siden har forstærket indsatsen for at bekæmpe økonomisk kriminalitet.

- Blandt andet har vi foretaget betydelige investeringer i nye it-systemer, der understøtter overvågningen, indført skrappere kontroller, ansat flere ressourcer og øget uddannelsen af medarbejderne, siger Thomas F. Borgen.

Danske Bank opnåede sidste år et resultat på 19,9 milliarder kroner efter skat.

Også Nordea har været i myndighedernes søgelys og er blevet idømt tocifrede millionbøder i Sverige for overtrædelse af reglerne.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Lego-familie har tabt gigantbeløb
bt.dk
Medie: Søren Pind var tæt på dansk...
bt.dk
Regnskabet offentliggjort: Det bruger...
bt.dk
Få hele overblikket: Derfor fik Peter...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx