04/12-17 13:21

Forsker maner til ro efter studie om hudkræft og medicinForsker maner til ro efter studie om hudkræft og medicin

Vigtigt at kontakte sin læge, inden man dropper blodtryksmedicin, der forbindes til øget risiko for hudkræft.

København. Ny forskning forbinder blodtrykssænkende medicin, der indeholder stoffet hydrochlorthiazid, med øget risiko for en bestemt type hudkræft.

Forskerne har specifikt fundet en sammenhæng mellem brug af medicin med hydrochlorthiazid og kræft i huden af typen pladecellekræft.

Kræfttypen rammer mere end 2500 danskere hvert år.

Medicin med hydrochlorthiazid bliver brugt af omkring 250.000 danskere. Der kan derfor være mange, som bliver nervøse over undersøgelsen.

Men Kræftens Bekæmpelse, som har udarbejdet undersøgelsen med Syddansk Universitet, maner til ro.

Pladecellekræft kan nemlig behandles og har en meget lav dødelighed. Derfor bør man ikke blive nervøs, hvis man tager den type medicin. Sådan siger seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse Søren Friis.

- Det er meget vigtigt, at man ikke forveksler det med modermærkekræft. Dette er en kræftform, som i langt de fleste tilfælde kan fjernes relativt enkelt. De fleste patienterne bliver fuldt kureret uden efterfølgende gener.

Stoffet hydrochlorthiazid er i sig selv ikke kræftfremkaldende, men det gør huden mere sårbar over for UV-skader fra solen.

- Hvis man ikke tilbringer meget tid i solen, bør man altså ikke være bekymret, fortæller Søren Friis.

Han understreger, at man ikke skal stoppe med at tage blodtrykmedicinen, før man har talt med sin læge.

- Som udgangspunkt er forhøjet blodtryk en mere alvorlig sygdom end denne mere fredelige type hudkræft. Derfor må man endelig ikke stoppe sin behandling for forhøjet blodtryk, siger han.

Ifølge Søren Friis arbejder Kræftens Bekæmpelse på en undersøgelse, der ser nærmere på, om hydrochlorthiazid også har en sammenhæng med modermærkekræft.

Han forventer, at undersøgelsen er klar i begyndelsen af det nye år.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx