21/09-17 03:04; Opdateret: 21/09-17 04:16

EU's udenrigschef: Iran overholder atomaftalenEU's udenrigschef: Iran overholder atomaftalen

USA's udenrigsminister anerkender, at Iran opfylder betingelser i atomaftale, men kalder den "problematisk".

New York. Alle lande involveret i aftalen om Irans atomprogram lever op til tekstens indhold og betingelser.

- Vi er alle enige om, at alle parter overholder aftalen, siger EU's udenrigschef, Federica Mogherini, efter et møde onsdag mellem parterne i FN-bygningen i New York.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

USA's præsident, Donald Trump, har betegnet aftalen som "en ydmygelse for USA".

Men USA anerkendte på mødet, at Iran fuldt ud opfylder sin del af aftalen, oplyser Mogherini.

Hendes udlægning bekræftes af USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, der deltog i mødet onsdag lokal tid.

Men han gør det også klart, at USA fortsat anser aftalen for at være "problematisk".

Tillerson fortæller, at han under mødet havde en nøgtern samtale med sin iranske modpart, Mohammad Javad Zarif. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Det var en god mulighed for at mødes og give hånd, siger han.

- Det var en meget, meget direkte udveksling af fakta, om hvordan vi anskuer denne aftale vidt forskelligt, siger han og tilføjer:

- Der var ingen råben, vi kastede ikke sko efter hinanden.

Tillerson oplyser, at Donald Trump især har svært ved at acceptere den såkaldte "solnedgangs-klausul".

Den ophæver i 2025 Irans restriktioner for at berige uran.

Trump sagde tidligere onsdag, at han har taget stilling til, hvorvidt han vil trække stikket til atomaftalen.

Han afviste dog at afsløre, hvad hans beslutning er.

Det er ventet, at beslutningen fra Det Hvide Hus vil blive offentliggjort i oktober, skriver nyhedsbureauet dpa.

Aftalen mellem Iran og den såkaldte 5+1-gruppe blev indgået i juli 2015. Gruppen omfatter de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd - USA, Frankrig, Kina, Rusland og Storbritannien - samt Tyskland.

Det var Trumps forgænger på præsidentposten, Barack Obama, der indgik aftalen på USA's vegne.

Aftalen skal forhindre, at iranerne kan udvikle atomvåben. Til gengæld er nogle økonomiske sanktioner mod landet ophævet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx