26/10-17 21:52

Isligaens bundhold overrasker med sejr over DM-finalistIsligaens bundhold overrasker med sejr over DM-finalist

Hvidovre Fighters slog på udebane Gentofte Stars med 3-2 i landets bedste ishockeyrække.

Gentofte. Ishockeyspillerne fra Hvidovre Fighters leverede torsdag en overraskelse med en sejr på udebane over Gentofte Stars i Metal Ligaen.

På egen is måtte sidste sæsons DM-finalister fra Gentofte se sig besejret med 2-3.

Værterne fra Gentofte kom planmæssigt i front midtvejs i anden periode, da Luis Blak Olsen bragte favoritterne foran med 1-0.

I tredje periode begyndte der for alvor at ske ting og sager foran de to mål.

Først fik Hvidovre udlignet til 1-1 ved Sebastian Svendsen, men Gentoftes Ville Järveläinen svarede hurtigt igen med 2-1-målet.

Gæsternes Rasmus Hansen gjorde det kort efter til 2-2, inden Victor Björkung sikrede Hvidovre den sensationelle sejr.

De tre point sender Hvidovre-holdet væk fra sidstepladsen i landets bedste ishockeyrække.

Hvidovre har på tiendepladsen syv point for 15 kampe med Herlev Eagles under sig.

Gentofte indtager femtepladsen med 23 point. Gentofte nåede i sidste sæson finalen i Metal Ligaen, hvor holdet blev slået af Esbjerg Energy.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx