22/09-17 09:36; Opdateret: 22/09-17 16:07

15 er døde og 15 savnet på ny migrantrute fra Tyrkiet15 er døde og 15 savnet på ny migrantrute fra Tyrkiet

En båd fuld af migranter er forulykket på Sortehavet, der er den nyeste smuglerrute på vejen til Europa.

Ankara. 15 mennesker er omkommet, og op mod 15 mennesker er savnet, efter en båd med migranter forliste på Sortehavet tidligt fredag.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Mindst 40 er reddet op af vandet af den tyrkiske kystvagts fartøjer og civile skibe i området, udtaler kystvagten i en pressemeddelelse.

Kystvagten har indledt en redningsaktion for at finde de op mod 15 mennesker, der er savnet. Den får hjælp af en helikopter, et fly og flere civile fartøjer, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ambulancer i havnebyen Kefken har taget imod de migranter, der er reddet op af vandet.

Medicinsk personale har undersøgt de migranter, som er sejlet tilbage på land, og de er efterfølgende blevet bragt på hospitalet.

To sårede overlevende blev med det samme bragt med helikopter til et nærliggende hospital ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu. En gravid kvinde aborterede under det tragiske forlis.

Der er ikke umiddelbart nogen oplysninger om, hvilke lande migranterne er fra, og hvilket land de havde håbet at nå frem til.

Båden gik ned i farvandet ud for Kefken-området i provinsen Kocaeli, der ligger omkring 200 kilometer øst for den tyrkiske millionby Istanbul.

Menneskesmuglere er i stigende grad begyndt at sende bådfulde af migranter fra det nordvestlige hjørne af Tyrkiet over Sortehavet til nabolandet Bulgarien eller til Rumænien.

Frem til sommeren er kun en håndfuld migranter blevet opdaget på Sortehavet siden 2015, hvor strømmen af flygtninge og migranter tog til i Europa.

Men i august og september er over 830 migranter og ti mistænkte smuglere blevet opfanget af myndighederne i området.

/ritzau/AP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx