27/11-17 11:20

Milan smider Montella på porten - klubikon tager overMilan smider Montella på porten - klubikon tager over

Vincenzo Montella er færdig som cheftræner for AC Milan, som i stedet hiver Gennaro Gattuso op som styrmand.

Milano. Ledelsen i AC Milan har mistet tålmodigheden med cheftræner Vincenzo Montella, som mandag er blevet udstyret med en fyreseddel.

Det meddeler den skrantende storklub på sin hjemmeside.

Her beretter klubben også, at den tidligere midtbaneslider Gennaro Gattuso bliver forfremmet til cheftræner efter at have stået i spidsen for primavera-holdet, som er U19-mandskabet i klubben.

Med nye kinesiske ejere i ryggen fik Milan en fin start på sæsonen, men på det seneste er resultaterne udeblevet.

Det er blot blevet til to sejre i de seneste ni Serie A-kampe, hvilket har sendt holdet ud af topkampen og ned som nummer syv i tabellen.

43-årige Montella blev hentet til klubben i sommeren 2016 og nåede altså kun godt et år på posten.

Gattuso stod i spidsen for Serie C-klubben Pisa, inden han tidligere i år vendte tilbage til Milan for at træne klubbens talenthold.

Som spiller nåede Gennaro Gattuso 466 kampe i Milan-trøjen fra 1999 til 2013, mens det blev til 75 optrædener for det italienske landshold.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx